Luk

Sviatchenko om guldet: Essentielt at slå SE

| 3F Superliga | 2 kommentarer

Erik Sviatchenko mener, at en sejr som søndagens over SønderjyskE er essentiel for et hold, der gør sig forhåbninger om at vinde guld i Superligaen.

FC Midtjylland fik sig en ordentlig dukkert, da SønderjyskE udlignede til 2-2 i overtiden af søndagens opgør mellem de to hold.

Det lignede en skuffende pointdeling for Superligaens tophold mod bundholdet fra Haderslev, men til sidst dukkede 19-årige Mads Hansen op og lynede til 3-2, hvilket sikrede FCM tre point og en afstand på seks point ned til FC København.

FCM-kaptajnen Erik Sviatchenko er voldsomt godt tilfreds med, at FCM fik vendt kampen til en sejr, da det kan spille en stor rolle i FCM's jagt på guldet.

- Det er en fed følelse at kunne score i total overtid. De udlignede i overtiden, og vi vandt i overtiden.

- Det er en fantastisk følelse, og det er noget, der er enormt vigtigt for hele sæsonen, at vi fik tre point i den her kamp, hvor vi også skulle have det, siger han.

Er det sådan en sejr, der bliver afgørende i det lange løb?

- Det er en kamp, der er essentiel, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde noget som helst af fineste karat. 

- Så skal man vinde de her kampe, og jeg synes, vi har vist den moral flere gange i sæsonen. Vi er blevet spillet sammen til at være et virkelig stærkt og slagkraftigt hold på rekordtid.

FC Midtjylland er altså nummer et, FCK er nummer to, mens Randers FC er nummer tre med 24 point i Superligaen. Der er spillet 13 runder.


Af Jonas Dalgård
Mandag 29. november