Luk

Tæt på fiasko: AGF måtte i forlænget på Ærø

| Sydbank Pokalen | 36 kommentarer
Tæt på fiasko: AGF måtte i forlænget på Ærø
Foto: Getty Images

AGF var bagud 0-2 mod Marstal/Rise i Sydbank Pokalen, men hentede en 6-2-sejr i forlænget spilletid på Ærø.

AGF var onsdag aften en tur forbi Ærø, hvor Fynsserie-holdet Marstal/Rise ventede i Sydbank Pokalen.

David Nielsen gav debut til Alex Gersbach, ligesom Aleksandar Jovanovic var tilbage i buret. Derudover var unge folk som Mikkel Lassen, Magnus Anbo, Alexander Ammitzbøll og Kasper Lunding med fra start.

Det var på papiret en overkommelig opgave for AGF, og gæsterne sad da også på det hele fra første fløjt.

Både Hvidt og Ammitzbøll havde afslutninger i første halvleg, men kort før pausen skete det utænkelige: Marstal/Rise kom foran.

Hjemmeholdets anfører, Mathias Grydehøj, headede således bolden ind efter hjørnespark, og så var Marstal/Rise altså foran 1-0 ved pausen.

AGF pressede ifølge stiften.dk godt på i anden halvleg, men der manglede tempo i spillet, og dermed blev Patrick Mortensen og Jakob Ankersen sendt i aktion efter 64 minutter.

Men i stedet for et AGF-boost af indskiftningerne kom Marstal/Rise på 2-0. Jovanovic kom skidt ud på et frispark, og Mathias Grydehøj kunne dermed pande bolden i nettet.

Jakob Ankersen bragte dog AGF tilbage i kampen med 2-1 et kvarter før tid efter en returbold, og hjemmeholdet virkede herefter forståeligt trætte.

Med tre minutter igen lykkedes det AGF at udligne, da debutanten Alex Gersbach scorede direkte på hjørnespark.

AGF pressede massivt på i slutminutterne med flere hjørnespark, men kampen sluttede 2-2, og så skulle der forlænget spilletid til.

Mørket faldt så småt på, ligesom at vejret ikke viste sig fra den pæneste side, men i den forlængede spilletid fik AGF'erne sat tingene på plads.

Alexander Munksgaard headede først kuglen i kassen efter et hjørnespark til 3-2, og i anden halvleg af den forlængede spilletid skød Ammitzbøll bolden ind til 4-2, efter den blev rettet af.

Det blev også 5-2 ved Alex Gersbach og 6-2 ved Ammitzbøll. Med hiv og sving lykkedes det derfor AGF at spille sig videre til tredje runde i Sydbank Pokalen. Der trækkes lod torsdag.

 


Af Sara Margren
Onsdag 18. september