FC Barcelona er klar til Super Cup-finalen, efter de slog Real Sociedad med 3-2 i straffesparkskonkurrence, hvor Marc-Andre Ter Stegen var suveræn.
Den spanske Super Cup bliver afviklet i denne uge, og den første af de to semifinaler blev spillet onsdag aften.
Her tørnede Real Sociedad sammen med Barcelona, der havde Martin Braithwaite i startopstillingen, mens Lionel Messi sad ude med en skade.
Baskerne kom til kampens første chance, da Alexander Isak kom højest på et indlæg, men som Marc-Andre Ter Stegen dog reddede i Barcelona-målet.
I stedet var det en sjælden målscorer, der tegnede sig for første halvlegs enlige scoring, nemlig Frenkie de Jong.
Martin Braithwaite spillede en vigtig rolle i målet, da han modtog bolden nogle meter uden for feltet og vendte smart rundt på sin direkte oppasser, inden han spillede Antoine Griezmann fri i venstre side af feltet.
Han fandt Frenkie De Jong med et indlæg, som den hollandske midtbane headede i nettet på ganske akrobatisk vis.
Dermed gik FC Barcelona til pausen med en 1-0-føring.
De Jong begik straffe
Den blev dog udlignet i det 51. minut, da der blev dømt straffespark mod Frenkie De Jong, der stoppede et indlæg med albuen.
Fra pletten var Mikel Oyarzabal sikkerheden selv, da han sparkede fladt til højre, mens Ter Stegen sprang til den modsatte side.
Minuttet efter troede FC Barcelona, at de også blev tilkendt et straffepark, Frenkie De Jong kom fri til en afslutning, men i stedet for at sparke til bolden, fik han sparket til Andoni Gorosabel, der var kommet tilbage for at rage kastanjerne ud af ilden.
I den sidste halve time lignede begge hold nogle, der helst ville undgå at spille 30 ekstra minutter, som et uafgjort resultat ville medføre.
Det gav først en afslutning til Griezmann i feltet, men han sparkede over mål, mens landsmanden Ousmane Dembele trak på tværs af feltet og afsluttede tæt forbi stolpen.
I den anden ende var Joseba Zaldua manden med den bedste chance, da han sendte en glimrende afslutning afsted mod højre side af Barcelona-målet, men Ter Stegen reddede flot.
Derfor skulle kampen i forlænget spilletid. Inden vi nåede så langt, blev Martin Braithwaite udskiftet i det 78. minut.
Januzaj havde bud efter stolpen
I den forlængede spilletid fik Antoine Griezmann en god frisparksmulighed fra kanten af feltet, som dog blev blokeret, men Oyarzabal var ved at skovle bolden i mål efter lidt klumpspil i den anden ende.
Også Adnan Januzaj kom tæt på at overliste den tyske Barcelona-målmand, der dog leverede en fin redning med fingerspidserne.
Den belgiske offensivspiller forsøgte sig også med et frispark, der dog tog stolpe ud for den tidligere Manchester United-spiller.
Men der faldt ingen scoringer i den forlængede spilletid, hvorfor kampen skulle afgøres ved straffesparkskonkurrence.
Her var Ter Stegen fuldstændig suveræn, da han ikke blev passeret på de tre første spark og sikrede dermed FC Barcelona en finaleplads efter 3-2-sejr i straffesparkskonkurrence.
25 kommentarer
Nogen som kan fortælle hvordan Braithwaite klarede kampen?
Overser du i den sammenfatning ikke de 4 store chancer, som Dembélé og Griezmann brænder? La Real spiller en god kamp, men det var sjældent de fik afsluttet tæt på mål, det gjorde Barca trods alt flere gange. Sociedad havde flest afslutninger fra distancen, men som sagt, en rigtig god kamp fra dem også.
hvad fabler du om, så du overhovedet kampen. der var chancer i begge ender. hvis dembele bare have en hjerne, havde han scoret på en af de dusin chancer han får serveret. skyd dog i stedet for at drible, og miste bolden. igen og igen skete det. dejligt at vinde den på den her måde. med self en ter stegen der overstråler alle i aften. og bonus puig fik det afgørende spark.