The Best-overblik: Eriksen repræsenterer DK
2019-09-23 16:49:02
Foto: Getty Images

The Best-overblik: Eriksen repræsenterer DK

FIFA uddeler mandag aften en stribe priser til de bedste aktører i 2018/19-sæsonen, og Christian Eriksen kan ende på sæsonens hold.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

For fire år siden gik France Football og FIFA hver til sit i forhold til Ballon d'Or-prisen, og siden har verdensforbundet haft sin egen kåring – The Best.

Mandag er Teatro all Scala i Milano fra klokken 20.30 ramme for en gallafest, hvor en lang stribe priser skal deles ud, og herunder giver bold.dk overblikket over de vigtigste The Best-priser og de tre nominerede i hver kategori.

Bedste spiller

Hovedprisen til sæsonens bedste spiller er et anliggende med superstjernerne Lionel Messi og Cristiano Ronaldo samt Liverpools forsvarsklippe Virgil van Dijk.

Messi og Ronaldo har på det nærmeste støvsuget de forskellige priser i mere end ti år, men i 2018 gik The Best dog til Luka Modric, og som Champions League-vinder har Van Dijk en fornuftig chance for at løbe med prisen.

Vinderen findes via en afstemning blandt landstrænere og landsholdsanførere fra hele verden samt journalister og fans.

Bedste træner

Pep Guardiola vandt både Premier League, FA Cuppen og Carabao Cuppen med Manchester City i sidste sæson, og spanieren duellerer givetvis med Liverpools Champions League-vindende Jürgen Klopp om prisen.

Den tredje nominerede er Tottenhams Mauricio Pochettino, der har en fjerdeplads i Premier League og en Champions League-finale som sine største bedrifter i sidste sæson.

Vinderen findes via en afstemning blandt landstrænere og landsholdsanførere fra hele verden samt journalister og fans.

Bedste målmand

Manchester Citys Ederson slås med landsmanden og rivalen Alisson Becker samt Barcelonas tysker Marc-Andre Ter Stegen om prisen, som Thibaut Courtois vandt sidste år foran Hugo Lloris og Kasper Schmeichel.

Vinderen vælges af et panel af tidligere keepere og angribere, som FIFA har udvalgt.

Puskas Award

Den ungarske Real Madrid-legende Ferenc Puskas har lagt navn FIFA's pris til bedste mål i 2018/19 på tværs af køn og turneringer.

Lionel Messi er nomineret for sit lækre lobmål fra en sejr over Betis i marts, og han oppe mod et frisparksdrøn fra River Plates Juan Quintero og et saksespark fra Debrecens Daniel Zsori i den ungarske liga.

Top tre er fundet via en afstemning på FIFA's hjemmeside, og heraf vælger FIFA's legendepanel vinderen.

FIFA FIFPro World XI

Christian Eriksen er som eneste dansker blandt de 55 nominerede til sæsonens bedste hold bestående af en målmand, fire forsvarsspillere, tre midtbanespillere og tre angribere.

De 11 spillere findes via en afstemning blandt medlemmerne i FIFPro – den globale spillerforening for professionelle aktører.

De andre priser

De fleste store organisationer eller forbund i fodboldverdenen har efterhånden deres egne kåringer. FIFA, UEFA og magasinet France Football står for de tre største og mest prestigefyldte på de europæiske breddegrader.

UEFA gav i slutningen af august deres pris til bedste spiller i 2018/19-sæsonen til Virgil van Dijk, der vandt med Lionel Messi og Cristiano Ronaldo på de efterfølgende pladser.

France Football har siden 1956 uddelt Ballon d'Or til årets spiller og modsat FIFA og UEFA giver det franske magasin sin pris på baggrund af præstationerne i et kalenderår.

De nominerede til 2019-prisen er endnu ikke afsløret, men igen i år gives også Kopa Trophy til den bedste spiller under 21 år og som noget nyt også Yashin Trophy til den bedste keeper – opkaldt efter russiske Lev Yashin, der i 1963 blev den første og hidtil eneste målmand, der har vundet Ballon d'Or.

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce