Luk

Thelin reddede Malmö og Jon Dahl til sidst

| Allsvenskan | 3 kommentarer

Malmö og Jon Dahl Tomasson sikrede sig de tre point til sidst, da Isaac Kiese Thelin scorede til 2-1 mod Kalmar. Rasmus Lauritsen og Norrköping tabte. 

Jon Dahl Tomassons tropper har ikke set prangende ud i denne sæson, hvor det er blevet til 13 point i de første otte kampe. 

Søndag eftermiddag fik Malmö besøg af Kalmar, der kom til kampen med fem nederlag i streg. 

Malmö havde til kampen to danskere i startopstillingen i form af Anders Christiansen og Søren Rieks, mens Jonas Knudsen var på bænken. 

Lasse Nielsen var helt ude af truppen, da han fortsat er skadet. 

Søren Rieks kom til kampens første gode, da han havde sidste fod på en kontra, men afslutningen strøg tæt forbi stolpen. 

I stedet kom gæsterne foran, da Kalmar udnyttede et straffespark begået af den tidligere Hobro-stopper Anel Ahmedhodzic, der havde hånd på bolden. 

Fra ellevemeterpletten var Viktor Elm sikkerheden selv, og så kunne Kalmar gå til pausen foran med 1-0.

I pausen blev Søren Rieks skiftet ud, da han blev erstattet af Ola Toivonen. 

Et kvarter inde i anden halvleg kom Malmö tæt på udligningen, da Anders Christiansen lagde en høj bold ind i feltet til Isaac Kiese Thelin, men hans hovedstød blev reddet.

Få minutter senere lykkedes det alligevel for Thelin at komme på måltavlen, da en løs bold faldt ned for fødderne af ham i feltet. Her tøvede han ikke og sparkede bolden i nettet til 1-1. 

Herefter blev der også plads til Jonas Knudsen, der fik de sidste 20 minutter på banen. 

1-1 lignede længe slutresultatet, men få minutter før tid, fik Jon Dahls tropper alligevel fuld valuta for deres indsats, da Thelin blev dobbelt målscorer. 

En høj bold blev vippet over Kalmar-forsvaret, hvor Thelin sled sig fri, inden han tæmmede bolden og sparkede 2-1-føringen i nettet til stor forløsning for Malmö-mandskabet. 

Dybt inde i dommerens tillægstid brændte Thelin også straffespark, da han sparkede fladt lige i målet, som keeperen fik reddet med vristen af foden.

Sejren bringer Malmö op på andenpladsen med fire point op til Norrköping.

Norrköping tabte endeligt

Netop Norrköping og Rasmus Lauritsen var på besøg hos Sirius. Her kom Lauritsen og co. til kampen som ubesjrede efter seks sejre og to uafgjorte.

Det blev dog ikke til ni kampe uden nederlag. 

Sugita brage hjemmeholdet foran efter 24 minutter, inden Christoffer Nyman fik udlignet inden pausen.

Fra anden halvlegs start eksploderede Sirius, da de scorede tre gange på 20 minutter ved Saeid, Sugita og Vecchia. 

Små ti minutter før tid fik Norrköping reduceret til slutresultatet 4-2, hvor Rasmus Lauritsen stod for oplægget, da han headede en bold på tværs til Abdulrazak, der flugtede bolden i nettet. 


Af Andreas Roesen
Lørdag 28. november
Fredag 27. november