Luk

Thisteds ti mand snuppede point i Næsby

| 2. Division | 0 kommentarer
Thisteds ti mand snuppede point i Næsby
Foto: Rasmus Lykke, lokalupdate.dk

Thisted spillede 70 minutter i undertal, men formåede alligevel at få point på udebane mod Næsby i 2. divisions gruppe 2.

Næsby fik senest sæsonens første sejr i 2. divisions gruppe 2. Dermed spillede bundklubben sig op på fire point efter otte kampe, og sejren skulle de forsøge at følge op lørdag eftermiddag.

Her kom nordjyske Thisted på besøg. Gæsterne havde kun tabt én af de seneste syv kampe i alle turneringer og kom formstærke ind i opgøret, der i den grad startede livligt.

Kampen var blot ét minut gammel, da Næsbys Martin Lund var på pletten og sikrede værterne en drømmestart på lørdagens opgør.

Den føring fik de to ikke lov til at juble alt for længe over. Blot seks minutter senere sørgede Thisteds Mirsad Suljic nemlig for, at der igen blev bragt balance i regnskabet.

Den hektiske start blev kun mere hektisk efter 21 minutter. Her blev Thisted reduceret til ti mand, da Laus Østervig Nielsen modtog sit andet gule kort og blev sendt tidligt i bad.

Næsby formåede dog ikke at udnytte de 70 minutters overtal, og da dommeren fløjtede for sidste gang, var stillingen fortsat 1-1.

De to hold satte derfor hver ét point på kontoen. For Næsby betyder det, at de har to point ned til sidstepladsen Ringkøbing IF, der har en kamp i hånden. Thisted ligger nummer fem med otte point op til topholdet Aarhus Fremad.

Andetsteds i gruppen stod tredjepladsen Middelfart over for fjerdepladsen Brabrand, der var på besøg på Fyn.

Her gav Kim Elgaard hjemmeholdet en god start, da han efter 22 minutter bragte Middelfart i front. Føringen holdt frem til ti minutter inde i anden halvleg, hvor gæsternes Frederik Poulsen udlignede.

Kampen sluttede 1-1, og de to hold satte også hvert ét point på kontoen.


Af Jonas Sand

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Søndag 20. oktober