Luk

Thomas Frank storroser sit Brentford-hold

| Championship | 2 kommentarer

Det var de helt store gloser, som Brentford-træner Thomas Frank brugte om sine spillere efter lørdagens vigtige 1-0-sejr i Championship-topkampen mod Fulham.

Thmas Franks Brentford-mandskab vandt lørdag eftermiddag 1-0 mod Fulham i en spændende topkamp i den næstbedste engelske række.

Sejren placerer Brentford på fjerdepladsen i Championship, og det fik cheftræner Thomas Frank til at storrose sit hold efter kampen.

- Wow. Sikke en præstation af spillerne. Utroligt, sagde en næsten mundlam Thomas Frank efter kampen til Brentfords egen hjemmeside og fortsatte.

- Det er vigtigt at løbe, særligt når man ikke har bolden, og det gjorde spillerne aldeles fremragende i dag. Fremragende. 

1-0-sejren kom i hus mod topholdet Fulham, som ikke formåede at score i dagens kamp, selvom Championship-topscoreren Aleksandar Mitrovic spillede hele opgøret for udeholdet.

Det er der en god grund til ifølge Thomas Frank, som mener at Brentford-hjemmebanen efterhånden er ved at udvikle sig til et fort.

- Vi er et godt sted. Vi ved, at vi er rigtig gode på vores hjemmebane. De hold, der besøger os her ved, at de skal diske op med en top-, top-, toppræstation, hvis de skal have point med hjem.

Brentford er nu på fjerdepladsen i Championship, og hvis klubben også befinder sig her ved sæsonafslutningen, så venter der en plads i playoff-kampene om oprykning.

Det må spillerne gerne drømme om, fortæller Thomas Frank, men når de møder ind på mandag, så skal der arbejdes hårdt igen.

- Det er godt. Vi er nødt til at fortsætte arbejdet. Vi fejrer i aften, drømmer og arbejder hårdt igen på mandag, sagde Frank til Brentfords egen hjemmeside.


Af Benjamin Alexander Helbo
Mandag 20. januar