Luk

Thomas Thomasberg: Vi gjorde ondt på Vejle

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

Vejle Boldklub - Randers FC 0-2
Superligaen Grundspil
26' 0-1 Marvin Egho
32' 0-2 Alhaji Kamara

I Randers-lejren var man godt tilfreds med søndagens udesejr over Vejle, hvor kvaliteten gjorde forskellen.

Randers FC fik søndag en god start på den nye superligasæson, da kronjyderne på udebane hev en overbevisende 2-0-sejr hjem over Vejle Boldklub.

Cheftræneren for Randers, Thomas Thomasberg, var også godt tilfreds med holdets udtryk i søndagens 2-0-sejr.

- I vores parathed og i kvaliteten af det, jeg så inde på banen, var vi bare bedre.

- Vi har så mange flere og større chancer, end de har. Selv om skudstatistikken ender nogenlunde lige, så noterer jeg ikke, at vores målmand har en redning.

- Vi var inde, hvor det gjorde ondt, og havde vi gjort mere ondt, så havde vi også scoret mere end to mål. Alt i alt så var det bare en fortjent sejr, siger Thomas Thomasberg.

Også Randers' offensive es Mathias Greve var tilfreds med holdets præstation i søndagens kamp.

- Det var en drømmestart. Vi kom ud fra start af og lavede gode kombinationer - især ved de to mål, siger Greve.

Han mener, at sejren sagtens kunne have været blevet større.

- Vi havde to rigtig store chancer i anden halvleg og kunne have lukket den til 3-0.

- Det sværmede langtfra med målchancer til Vejle, siger Mathias Greve.

Hos Vejle fik Carit Falch ikke den bedste start på sin nye tilværelse som cheftræner for hjemmeholdet.

- Det var resultatmæssigt ikke den ønskede start, og vi vidste godt, at det ville blive en svær opgave.

- Jeg synes, vi startede fint i kampen, hvor vi også havde nogle gode chancer, men så synes jeg, at vi mistede initiativet.

- Vi mistede vores fart i bolden, og presset sad ikke altid, som det skulle.

- Samtidig lavede vi nogle store, graverende fejl, siger den 44-årige Vejle-træner.

I samme ombæring roser Carit Falch Randers, som, han mener, var bedre og mere kyniske i søndagens kamp.

- Randers er et meget afklaret hold. Det kunne man også se, og de spillede en god og kontrolleret fodboldkamp, hvor de vandt på de ting, som de kunne.

- Man kunne se det, ved de chancer de fik. Der var ingen kære mor, og den bliver bare sat i kassen.

Han fortæller også, at Vejles ambition for sæsonen er at etablere sig og undgå at skulle kæmpe med om nedrykning i slutningen af sæsonen.

- Vi skal etablere os og undgå at ligge søvnløse om natten til sidst i sæsonen i forhold til, om vi rykker ud eller ej.

For at det skal blive en realitet, mener Carit Falch at visse ting skal forbedres i forhold til søndagens kamp.

- Vi skal helt klart blive bedre i vores presspil og blive til at skabe og afslutte chancerne, siger Carit Falch.

/ritzau/


Af Raymund Nelausen
Søndag 25. juli