Luk

Thomsen om smitte-scenarie: Intet er ændret

| 3F Superliga | 4 kommentarer
Thomsen om smitte-scenarie: Intet er ændret
Foto: Getty Images

Infoboks

Superliga-holdene må stille med det hold, de kan, selvom de får en eller flere spillere smittet med corona, lyder det fra Divisionsforeningen.

Dansk topfodbold har fået grønt lys til at vende tilbage, og 28. maj går det løs, når AGF og Randers FC tørner sammen i braget om Østjylland.

Men selvom fodbolden snart må trille igen, så kan der hurtigt opstå et scenarie, hvor nogle af holdene i de to bedste danske rækker får en eller flere spillere smittet med corona, og at de smittede dermed skal isoleres og bliver ukampdygtige i perioden.

Der bliver dog ikke lavet særlige regler, så et hold kan kræve en kamp udsat, uanset om de har en, fem eller ti smittede spillere i truppen, fortæller Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til bold.dk.

- Vi har de samme regler, som der altid har været, når det gælder sygdom i en spillertrup. Man skal spille med det hold, der til rådighed, og det har vi ikke ændret på, siger Claus Thomsen og fortsætter:

-  Det er en mulighed, hvis man vurderer, at det er sportsligt forsvarligt, at en kamp kan udsættes. Det er en praktisk mulighed, hvis det kan lade sig gøre, men det er ikke en regel. Det er et hensyn, man kan tage, hvis det er forsvarligt rent sportsligt.

En sådan afgørelse om udsættelse vil blive foretaget af Divisionsforeningen i det enkelte tilfælde.

Det vil nemlig være praktisk talt umuligt at sætte et præcist tal på, hvor hårdt ramt af smitte et hold skulle være, før en kamp burde udsættes, mener Claus Thomsen.

- Så snart man træder ind i det rum, så træder man ind i flere spørgsmål end svar. Er det tre, er det fem, og gælder det kun i førsteholdstruppen eller tæller ungdomsspillere også med?

- Derfor er den fornuftige regel fortsat, at man skal stille med den trup, som man har til rådighed. I den forstand er der ikke noget særligt i det her. Intet er som sådan ændret, siger Claus Thomsen til bold.dk.

Bliver en spiller smittet med corona, anbefaler Divisionsforeningen, at spilleren følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Her opfordres man til at isolere sig i sit hjem og først vende tilbage til den normale hverdag 48 timer, efter at man ikke længere har symptomer. Da anses man nemlig for at være smittefri igen.


Af Anders Borup

4 kommentarer

Gourmetbold 20:43          
Men hvis ungdoms holdene ikke træner endnu er det så meningen at man skal trække en spiller op der hverken har trænet eller spillet kamp siden 11 marts?
Det lyder umiddelbart som en ret hård debut man får i Superligaen.
DavidVilla7 21:12          
Med det nuværende smittetryk og de yderst nedadgående tendenser, så virker det også pt. utænkeligt at en trup skulle blive specielt hårdt ramt af corona, så længe at man ikke nødvendigvis sender hele truppen i karantæne ved bare ét tilfælde - som man pt. gør i Tyskland.
Dr Phil 22:27          
Der er da langt større chancer for at en klub får mange smittede spillere, når man ikke sætter karantæner op, ligesom der er større risiko for smitte spreder sig klubberne imellem. Men det er da rigtigt at risikoen for at en spiller bliver smittet lige nu virker til at være ret minimal - det er jeg dog også sikker på de tænkte i Tyskland. Desuden kan ingen spå om hvordan situationen ser ud om et par måneder, efter landet lukker mere og mere op. Der er ingen som siger det fortsat kun går den rigtige vej, uanset hvor meget vi håber det, og jeg må sige at med det i baghovedet, er det som undrer mig mest ved superligaprogrammet, at man ikke sørger for at få afviklet sæsonen hurtigere/hurtigst muligt, dvs. runder i både weekend og midtuge. Men det er vel igen de virkelige magthavere i fodbold som bestemmer det - tv selskaberne. Denne tid gør det mere og mere tydeligt hvor AL magten i dansk fodbold ligger.
AaBager 06:47          
Jeg glæder mig usigeligt til det hele starter igen, så må frygtet kaos komme i anden række...
Fredag 5. juni
Torsdag 4. juni