Luk

Thorup gav folkevognen ridser i EL-lakken

| Europa League | 3 kommentarer

Jess Thorups Gent-mandskab slog Wolfsburg med 3-1 på udebane i torsdagens Europa League-opgør mod Bundesliga-mandskabet.

Der var dømt topbrag i Europa Leagues gruppe I, da Wolfsburg torsdag aften tog imod Jess Thorups Gent-mandskab for at dyste om førstepladsen i puljen.

Forud for opgøret havde både Wolfsburg og Gent fem point hver for tre kampe, og en sejr til et af holdene ville derfor sende dem et skridt nærmere avancement fra gruppen.

Det tyske hjemmehold kom bedst fra start, da Joao Victor bragede Bundesliga-mandskabet foran med 1-0 efter 20 minutter spil.

Det tyske mandskab var også i førersædet gennem hele første halvleg, men noget tyder på, at Jess Thorup fik sagt et inspirerende ord eller to i pausen, da Gent-mandskabet kom ud med fornyet energi i anden halvleg.

Og det blev belønnet efter fem minutters spil.

Ukrainske Roman Yaremchuk kom først på en nedfaldsbold omkring feltet og tordnede bolden i netmaskerne bag en chanceløs Wolfsburg-keeper.

Det gav Gent-holdet tro på tingene, og den blev omsat til en føring et kvarter senere.

Laurent Depoitre kom først på en hjørnesparksserv i feltet, og han fik på akrobatisk vis flugtet bolden over stregen til en 2-1-føring til de belgiske gæster. 

Knap et kvarter før tid satte Thorups tropper trumf på, da Michael Ngadeu-Ngadjui steg højest til vejrs i feltet og headede bolden i mål til 3-1.

Scoringen sikrede det belgiske mandskab en rigtig flot 3-1-sejr over Bundesliga-mandskabet, der fik alvorlige ridser i EL-lakken.

Bundesliga-klubben fra Volkswagen-byen ligger nu nummer to i gruppe I, som Gent topper med otte point for fire kampe.

I gruppens andet opgør spillede ukrainske FC Olexandriya 2-2 med franske Saint Etienne.


Af Daniel Laursen
Onsdag 20. november
Tirsdag 19. november