Luk

Thorup: Havde brug for individuel kvalitet

| Conference League | 2 kommentarer

FC København-træner Jess Thorup er tilfreds med spillet på bolden mod Torpedo Zhodino, der blev nedbrudt af individuel kvalitet fra blandt andet Rasmus Falk. 

4-1 på hjemmebane er et godt udgangspunkt for FC København, der vandt med netop de cifre torsdag aften i Parken over Torpedo Zhodino. 

Første halvleg forløb dog ikke gnidningsfrit for Jess Thorups tropper, der havde svært ved at nedbryde belaruserne, der omvendt truede på kontra et par gange. 

Tålmodigheden sejrede dog til sidst, og derfor var FCK-træneren også ganske fint tilfreds efterfølgende. 

- Det var en rigtig fin præstation. En europæisk aften, hvor vi fik et rigtigt godt udgangspunkt med en 4-1-sejr, som vel var det, vi håbede på. Det var en fin kamp, der krævede noget tålmodighed – specielt i første halvleg, hvor vi skulle nedbryde noget, inden vi fik forløsningen i anden halvleg. 

- Jeg synes, vi viste, at vi er stærke på bolden. Vi fandt nogle gode løsning rundt omkring på banen, og som kampen skred frem, fik vi flere rum centralt i banen. 

En af dem, der var nøglerne til gæsternes defensiv var Rasmus Falk, der med sine velkendte små og snørklede driblinger truede Torpedo. 

Det gav også pote kort før pausen, da en smart vending efterfulgt af et skarpt træk ind i feltet gav kreatøren en fri afslutning, som han sparkede højt i det lange hjørne til 1-0. 

- I en kamp som den her, er der brug for den individuelle kvalitet for at løsne op for et betonforsvar, som vi på forhånd vidste, at vi mødte. Det er klart, at Falks individuelle kvaliteter, vendinger og driblinger kan gøre en forskel. Det så vi ikke kun ved målet, som var et fantastisk mål, men vi så det også i flere aktioner, lyder det fra Jess Thorup.

Han valgte at skifte Rasmus Falk ud med små 20 minutter tilbage af opgøret, men det var ikke efter midtbanespillerens eget ønske. 

- Det var rigtigt fint at se, og han ville også gerne have spillet videre, men jeg valgte at bruge muligheden for at spare nogle kræfter. Han var trods alt ude i en 8-10 dage i løbet af preseason på grund af en lille skade, så vi skal lige huske at bygge ham stille og roligt op igen, men det var en rigtig fin præstation.

Returkampen spilles torsdag på neutral bane i Kazan grundet EU's sanktioner mod Hviderusland.

Få store oplevelser i Parken! Find billetter til F.C. Københavns hjemmekampe fra 100 kr. her


Af Andreas Roesen
Torsdag 16. september
Onsdag 15. september