Australske Awer Mabil var foretrukket frem for blandt andre Gustav Wikheim, nyankommende Evander og Bozhidar Kraev, da FC Midtjylland søndag spillede topkamp mod FC København.
Den 23-årige offensivspiller kvitterede med blandt andet en assist og flere gode aktioner i 3-1-sejren, og han får også roser med på vejen fra cheftræner Jess Thorup.
- Når jeg har så mange dygtige spillere i min trup, er jeg nødt til at se på, hvordan de præsterer på træningsbanen. Awer har præsteret sindssygt godt, fik chancen og greb den virkelig godt, synes jeg.
- Der er hård kamp om pladserne, som der skal være i FC Midtjylland, så det gælder om at præstere. Det gjorde Awer, og det var godt at se, siger Thorup.
Mabil var ikke god nok til Thorups hold i 2016/17-sæsonen, hvor han var udlejet til Esbjerg eller i 2017/18-sæsonen, hvor han var hos portugisiske Pacos Ferreira.
Men netop de to lejeophold har været med til at gøre Mabil klar til FCM, mener Thorup.
- Han er blevet mere moden af at være sydpå i en sæson med skiftende træner. Han har måske set, at det ikke altid er en dans på roser, og nogle gange skal man værne om det, man har.
- Awer kan godt lide at være i FCM, og han kæmper sindssygt hårdt for at være her. Det har han fuldt fortjent fået ros for og fuldt fortjent startede han også mod FCK. Lad os håbe, at det fortsætter, siger Thorup.
Mabil står noteret for i alt 10 kampe i denne sæson med én scoring og to assists på bundlinien.
mikael@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga































