Luk

Thorups Gent smed sejren til sidst i EL-kval

| Europa League | 3 kommentarer
Thorups Gent smed sejren til sidst i EL-kval
Foto: Getty Images

Gent var foran indtil kort før tid, hvor AEK Larnaca udlignede og fik 1-1 i Europa League-kvalifikationen.

Jess Thorup og Gent skulle torsdag aften forsøge at spille sig et skridt nærmere deltagelse i Europa League i denne sæson.

Her tog det belgiske mandskab på besøg hos AEK Larnaca fra Cypern, der forinden havde slået Petrocub og Levski ud af turneringen.

Gent havde sendt Viitorul Constanta ud i den seneste runde, og torsdag aften fik de også en god start på det første af de to opgør i denne runde.

Det sørgede Roman Yaremchuk for, da han efter 26 minutter sendte bolden ind bag værternes keeper.

Brecht Dejaegere tog en række flotte driblinger på kanten af feltet, inden han sendte bolden videre til ukraineren, som havde taget løbet ind i feltet. Her kom han helt fri med keeperen og kunne let gøre det til 1-0.

Den stilling så længe ud til at blive kampens slutresultat, men to minutter før tid slog hjemmeholdet til. 

Et indlæg fandt Ivan Trickovski i feltet. Han kastede sig frem, fik hovedet på bolden og drejede den flot i kassen til 1-1.

Det blev kampens slutresultat. De to hold mødes om en uge til returopgøret i Belgien.


Af Jonas Sand
Fredag 23. august