Luk

Thorups tropper holdt liv i mesterskabshåb

| 1. Division A | 0 kommentarer

Gent slog fredag aften Eupen med 3-2 i en særdeles livlig affære. 

Gent og Jess Thorup var fredag aften på besøg hos Eupen. Her var kravet tre point, hvis drømmen om et mesterskab skulle holdes i live. 

Inden aftenens opgør var Club Brügge på førstepladsen ni point foran Thorup og co. 

Det blev en livlig start på kampen, som startede bedst for Gent. Hele fire kasser faldt i kampens første tyve minuter.

Fem minutter var der spillet, da Jonathan David bragte gæsterne i front. Den canadiske offensivspiller var først over en retur, som han resolut halvflugtede i kassen. 

Føringen holdt blot to minutter, inden Prevljak leverede en fremragende kasse. Godt 10 meter uden for feltet trykkede han af langs jorden med en afslutning, der kyssede stolpen på vej ind.

Jonathan David var dog ikke færdig med at bringe Gent foran. Efter 12 minutter scorede han for anden gang, da han blev sendt alene i gennem mod Eupens mål. Her tog han et skarpt træk uden om den fremstormende keeper, inden han lagde den ind i det tomme mål. 

Men nok en gang faldt udligningen kort efter. I kampens 19. minut fik Eupen frispark omkring det samme sted, som Prevljak sparkede 1-1-scoringen ind fra. 

Denne gang var det dog Milicevic, der sparkede og via en afretning i muren, snød han den tidligere FCK-keeper, Thomas Kaminski, i målet. 

Herefter faldt kampen lidt mere til ro, hvilket betød vi skulle frem til det 84. minut, før vi fik endnu en scoring. 

Castro-Montes steg til vejrs på et indlæg og stangede på fornem vis en 3-2-sejr hjem til Gent. 

Sejren betyder, at Thorups tropper har seks point op til Club Brügge på førstepladsen. Brügge har dog spillet en kamp færre. 

 


Af Andreas Roesen
Onsdag 26. februar