Luk

Tidligere ACH-kastebold nyder norsk kickstart

| 2. Division | 1 kommentar
Tidligere ACH-kastebold nyder norsk kickstart
Foto: Getty Images

22-årige Tobias Arndal er lykkelig for spilletiden og sin forholdsvis faste rolle hos norske Arendal, som han sammenligner med AC Horsens. 

AC Horsens forfremmede Tobias Arndal fra DS-spiller i Oure til Superliga-spiller, men han nåede aldrig for alvor længere end til at være joker på flere forskellige pladser på banen. 

Siden var Arndal på et kort visit i Næstved, inden han i efteråret rykkede til norske Arendal fra den tredjebedste række, hvor han indtil videre har fundet lykken. 

- Som fodboldspiller er man bare gladest, når man spiller kampe. Jeg har altid haft spilleglæden, men det blev bare måske lidt for meget et job i Horsens, når jeg ikke spillede mere, end jeg gjorde. 

- Lysten var der hele tiden, men der manglede lige det sidste. Og derfor har jeg også været meget glad for at være i Arendal. Jeg har en træner, der sætter pris på det arbejde, jeg laver,  og det er indtil videre blevet belønnet med spilletid, siger Arndal til bold.dk.

Arendal spiller i den norske 2. division, men ambitionerne er til mere, og faciliteterne er også glimrende, mener 22-årige Arndal.

- Jeg har ikke prøvet 2. division i Danmark, så det kan jeg ikke sammenligne med, men forholdene heroppe er meget lig dem, som jeg kom fra i Horsens. 

- Det var også en af årsager til, at jeg overhovedet tog herop. Det er styr på hele, og der bliver sat stor pris på professionalisme heroppe, og det er dejligt.

- Her virker til at være en del spillere, der måske ikke helt har slået til på øverste niveau, som nu forsøger at kickstarte karrieren et sted, hvor man stadig kan leve af det, og det er jo egentligt også det, som jeg forsøger at gøre, siger Arndal.

Fast rolle på midtbanen

Arndal fik lov at prøve nærmest alle pladser på banen i AC Horsens, men i Arendal har han mest været midtbanespiller med enkelte optrædener på kanten.

- Vi spiller primært 4-3-3, og jeg spiller som den ene af 8’erne. Det er en forholdsvis fri rolle, hvor jeg får lov at knokle frem og tilbage, og hvor jeg både er med i feltet og kan søge gennembrud på kanten, og det passer mig rigtigt, rigtigt fint, siger Arndal, der ikke ønsker at kigge for langt fremad:

- Jeg tager det meget træning for træning og kamp for kamp. Jeg skal forsøge at brænde igennem personligt, men bestemt også på holdets vegne, så vi er aktuelle til den oprykning.

- Alt andet fylder ikke noget lige nu. Jeg sætter stor pris på det, jeg har nu, fremfor at sige, jeg burde spille i den og den række. 

Ligesom i mange andre norske klubber er spillerne i Arendal lige nu permitteret - det vil sige hjemsendt uden løn fra klubben.


Af Mikael Blond

1 kommentar

CLkommerhjem 13:02          
Vel også den rette klub for ham :-)
Onsdag 1. april
Tirsdag 31. marts