Luk

Tidligere AGF-spiller er skiftet til VSK Aarhus

| 3. division | 0 kommentarer

Infoboks

VSK Aarhus - Frem
3. Division (30/10)
Oddset 2,45 3,25 2,60

Den tidligere AGF-spiller Malthe Dahl Overgaard har valgt at skifte til 3. divisionsklubben VSK Aarhus, og han har fået et godt indtryk af Aarhus-klubben.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Malthe Dahl Overgaard har tidligere været en del af AGF, Aarhus Fremad, Skive IK og Kjellerup ad flere omgange, men nu har midtbanespilleren valgt at spille fodbold tættere på bopælen i Aarhus.

Den 25-årige midtbanespiller siger til LigaBold.dk, at han netop er skiftet til 3. divisionsklubben VSK Aarhus, da klubben i en længere periode har vist interesse. I den seneste sæson tørnede han ud for Kjellerup i Danmarksserien.

- Jeg bor i Aarhus. Lige nu er jeg faktisk i praktik, hvor jeg arbejder fuldtid, og det var udslagsgivende for, at det var noget, som skulle være tæt på. At det lige blev VSK (VSK Aarhus, red.) skyldes, at klubben de seneste tre somre har vist interesse, og de tog også fat i mig i sommer. Jeg har flere gange snakket med dem, men jeg valgte noget andet. Timingen var rigtig nu, og det passede mig egentlig super fint.

- Det er lidt en blanding, men det er nok mest fordi, klubben har vist interesse gennem lang tid i forhold til andre Aarhus-klubber. Nu har jeg været i Aarhus Fremad, og det er en dejlig klub, men jeg tror ikke, at det var det rigtige for mig lige nu. VSK har vist interesse gennem længere tid.

- Jeg synes også og har syntes, at det er en spændende klub, men der er meget udskiftning om sommeren, og det er lidt svært at vide, hvad det ender ud med, når man rammer første turneringskamp, men generelt har de altid formået at samle en stærk trup, og der er nogle dygtige trænere, der har spillet fodbold og ved, hvad det handler om, så det var lidt en blanding af det hele, siger Malthe Dahl Overgaard til LigaBold.dk og tilføjer, at Kjellerup gerne ville beholde ham, men uddannelsen i strategisk kommunikation og erhvervslivet trak ham til Aarhus. Derudover har han savnet at spille divisionsfodbold.

Kan give VSK Aarhus en ekstra dimension

Overgaard har stor divisionserfaring, og den rutine vil han forsøge at bidrage med på banen for VSK Aarhus. Han synes også, at han har nogle forcer på banen, der kan være med til at løfte Aarhus-klubbens spil.

- Jeg har prøvet lidt af hvert, og jeg har vel også spillet på den gode side af 120 divisionskampe, så den del har jeg fået med mig. Jeg kan komme med erfaring og mine kvaliteter på fodboldbanen. Jeg har heldigvis været dygtig nok til at spille på nogle gode hold, der har ligget i toppen af 2. division, så har jeg nogle kvaliteter, jeg kan bringe i spillet i forhold til min ro, mit overblik og min teknik, så jeg kan tilføre VSK en dimension mere i forhold til at have bolden og styre kampene på den måde.

- Det arbejder vi på at blive bedre til, men det kræver også, at der er de rigtige typer, og der tror jeg, at klubben har set mig være en tilføjelse til at være bedre på den del. Jeg kom lidt skævt ind i sommer, da jeg fik en skade i anklen, der gjorde, at jeg stort set ikke havde en sommeropstart. Jeg kom lidt skadet derud, og derfor har det været lidt et underligt forløb. 

- Det var VSK, der viste interesse, og jeg var lidt skadet, og så trænede jeg med derude, og så fik jeg egentlig lov til at spille mig selv lidt i form, siger den 25-årige midtbanespiller, der er én af de ældste spillere i truppen, og Overgaard vil gerne tage ansvar.

Går efter topplacering

VSK Aarhus er lige placeret som nummer fem i 3. division med 14 point efter ti kampe, og den nye VSK Aarhus-spiller synes, at det tegner lovende for mandskabet.

- Det begynder at se bedre og bedre ud. Jeg tror, at truppen har været lidt mærket af en opstart, der har været lidt rodet i forhold til, at der er kommet noget udskiftning, som der jo gør om sommeren. Folk har kæmpet lidt med at finde relationer og form, men nu begynder det at se bedre ud, og reelt set har vi fortjent flere point, end vi har fået. 

- Vi har smidt dumme point i de sidste fem minutter i kampe, hvor vi førte indtil det 80. eller 85. minut og ikke vandt alligevel. På den måde har det været lige ved og næsten, og jeg tænker, at vores målsætning er, at vi skal blande os i toppen og gerne rykke op. Det er det, vi spiller for.

- Det synes jeg, at vi har kvaliteterne til, og nu har vi mødt alle hold. Vi har nogle dygtige fodboldspillere, og vi har også fået en relativt bred trup, så vi har noget at skyde med, også dem der ikke starter om lørdagen, så jeg synes, at kvaliteten i truppen er der, og jeg tror, at vi kommer til at hente mange flere point i fremtiden, siger Malthe Dahl Overgaard til LigaBold.dk.

Malthe Dahl Overgaard forlod AGF i sommeren 2016, og midtbanespilleren fik kampe for AGF i 1. division og Sydbank Pokalen.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Onsdag 27. oktober
Tirsdag 26. oktober