Luk

Tidligere AGF-spiller vil forfølge trænerdrøm

| bold.nyt | 0 kommentarer

Infoboks

Den tidligere Superliga-spiller Baris Özcan har planer om at gå trænervejen på sigt, og han er åben for at satse 100 procent på trænerkarrieren, hvis det rigtige tilbud kommer.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

40-årige Baris Özcan, der har spillet i AGF, er stadig aktiv i de danske serierækker, hvor han netop er skiftet fra Sjællandsserie-klubben VB 1968 til Serie 4-mandskabet Hundige Boldklub.

Den tidligere Superliga-back har planer om at spille lidt endnu, men når spillerkarrieren får en ende, så vil Özcan gerne blive inden for fodboldverdenen.

Baris Özcan siger til LigaBold.dk, at han går med en trænerdrøm i maven, og han vil derfor gerne være træner efter stoppet på banen.

- Jeg vil spille, indtil kroppen siger stop. Jeg tror heller ikke, at konen vil være tilfreds, hvis jeg kommer hjem efter hver kamp og har ondt her og der. Så det er indtil, kroppen siger stop, men jeg har selvfølgelig også nogle ambitioner i forhold til at være træner.

- Dem vil jeg gerne forfølge, og der har jeg sagt til mig selv og konen, at når mine børn var ved at være store nok til at klare sig selv, og det er de ved at være nu, den yngste er syv år, så kunne jeg godt se mig inden for et par år, at jeg går trænervejen, siger Baris Özcan til LigaBold.dk.

Ser du sig selv som cheftræner eller mere som assistent?

- Jeg har været ungdomstræner før, så jeg har fået lidt trænererfaring, men jeg har også i de klubber, hvor jeg har været, taget ansvaret, når en træner skulle have hjælp. 

- Det kommer selvfølgelig an på, hvilket niveau som der bliver tilbudt, eksempelvis et assistenttrænerjob, så er jo højere, jo bedre. Jeg kunne dog godt se mig selv som cheftrænertypen på serieniveau eksempelvis at være cheftræner i Sjællandsserien eller assistent i Danmarksserien. Det ville være fint.

Vil du også være villig til at satse fuldt ud på trænerkarrieren?

- Lige nu p.t. vil det være noget på deltidsniveau, men det er klart, når man har været i fodboldverdenen i så mange år, og man gerne stadig vil være en del af det, så hvis det koster et fuldtidsjob, så må det koste et fuldtidsjob. 

- Det er jo en fantastisk verden at være i, men der kunne jeg sagtens se mig være om nogle år, og tidsmæssigt er man kommet væk fra, at børnene skal hentes i institution, så der tror jeg helt sikkert, at jeg vil have tiden.

Vil du overveje at blive en del af en divisions- eller Superliga-klub, hvis muligheden byder sig?

- Ja, sagtens. Når man er oppe i det niveau, men også noget U17 eller U19 eksempelvis i nogle af de etablerede klubber i Danmark, helt sikkert. Jeg tror, at det vil gavne én rigtig meget trænermæssigt, at man måske starter i de større klubber i ungdomsrækkerne. 

- Der ser man også, at der er flere, som er startet i ungdomsrækkerne, der kommer længere og længere op. Helt klart, siger den tidligere AGF-spiller og tilføjer, at han vil kunne bruge noget af sin erfaring og kontakter fra livet i fodboldbranchen.

Har fået tilbudt trænerjobs

Baris Özcan fortæller, at flere serieklubber har henvendt sig angående mulige trænerjobs, men det passede ikke ind.

- Jeg har før fået tilbudt trænerjobs i Sjællandsserien og Danmarksserien, men fordi jeg var så tæt på en spillertrup, så følte jeg ikke, at det var det rigtige tidspunkt. 

- Jeg synes godt, at der kan være den der afstand i forhold til, at man ikke lige pludselig er venner med spillerne. Der fravalgte jeg det, da jeg følte, at jeg stadig kunne spille med og havde lysten til det, og så måtte trænerlivet vente, siger Baris Özcan til LigaBold.dk.

Nu skal den tidligere AGF-spiller først og fremmest hjælpe Serie 4-klubben Hundige Boldklub i den kommende sæson, hvor mandskabet starter ud mod Torslunde-Ishøj IF lørdag 15. august klokken 13 i Ishøj.

Baris Özcan var som ung en del af Brøndby IF, inden han skiftede til AGF i januar 2001. Efter tiden i AGF spillede Özcan i FC Aarhus, Boldklubben Skjold, Fremad Amager, Ølstykke FC og IF Skjold Birkerød, inden han trappede ned og spillede seriefodbold. Han spillede 33 kampe og scorede ét mål i Superligaen for AGF.

Af danske serieklubber har han blandt andet spillet for Ishøj IF og VB 1968.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk


Af Anders Jensen
Søndag 25. juli