Luk

Tidligere FCM-talent rykker til MLS-klub

| New England Rev. | 7 kommentarer

Infoboks

19-årige Oskar Bloch har skrevet kontrakt med New England Revolution, men afventer afrejse.

AB kunne for to måneder siden offentliggøre, at de havde sikret sig forsvarsforstærkning i form af det tidligere FC Midtjylland-talent Oskar Bloch.

Men den 19-årige midtstopper er allerede videre. 

Han har således skrevet under på en etårig kontrakt med option på yderligere et år med MLS-klubben New England Revolution, og han skal til at begynde med være en del af klubbens nystartede andenhold i USL, fortæller han til bold.dk.

- Jeg var til prøvetræning derovre i slutningen af februar, hvor vi spillede de to første andenholdskampe i klubbens historie mod den samme klub fra den næstbedste række. Vi tabte den første og vandt den næste, og det gik så godt, at de tilbød mig en kontrakt.

- Min agent Johan (Wins red.) er gode venner med førsteholdets assistenttræner, som også er hollænder, og han forsøgte at få mig til prøvetræning. Jeg har tidligere også været til prøvetræning i Ajax, så de spurgte i Ajax, om jeg var værd at se nærmere på, og det var jeg heldigvis, siger Oskar Bloch til bold.dk og fortsætter:

- Så kom aftalen i hus og blev underskrevet, da jeg var tilbage i Danmark. Det bliver en kæmpestort at skulle bo i USA og se landet og få nogle fede oplevelser. Det hold, der er tættest på i ligaen, ligger jo ni timer væk. Det er man ikke lige vant til i Danmark. Jeg glæder mig bare til at komme derover og i gang.

Højeste klasse

Oskar Bloch går nemlig og tripper i Danmark lige nu, når han altså ikke hjemmetræner, for han nåede lige at få sit visum til USA, inden coronavirussen, som hærger det meste af verden, satte en stopper for rejsen.

- Lige nu venter jeg bare på, at den amerikanske ambassade åbner i Danmark igen, så jeg kan få godkendt mit visum igen, og så selvfølgelig at det landet åbner igen, så jeg kan rejse.

- Det er en mærkelig følelse. Jeg ved jo ikke, hvad der skal ske og er bare i venteposition og forsøger at holde mig fit. Jeg er derhjemme og forsøger at træne så godt som muligt. Jeg løber intervalløb og laver så meget styrketræning, jeg kan, siger Oskar Bloch.

Han beskriver niveauet på andenholdet som “ganske fint” med flere gode spillere, men han lægger ikke skjul på, at hans ambition er at blive en del af førsteholdet, som spiller i MLS.

- Jeg vil rigtig gerne ind på førsteholdet. Jeg føler, at jeg er blandt de bedre på andenholdet, og de har ikke en venstrebenet stopper på førsteholdet som mig. Hvis jeg præsterer godt, er der bestemt muligheder, siger de. Det er det, jeg arbejder efter. Det er drømmen, siger han.

Når Oskar Bloch kan rejse til USA, bliver han indlogeret i en af klubbens lejligheder sammen med to holdkammerater. I det hele taget er der godt styr på forholdene, forklarer han, og særligt én ting har overrasket ham positivt ved hans nye amerikanske arbejdsgiver.

- Faciliteterne herovre er helt i top. Det kan slet ikke sammenlignes med noget i Danmark. De åbnede deres nye træningsanlæg i starten af året, og det har kostet omkring 31 millioner dollars at bygge. Det er højeste klasse, siger Oskar Bloch.

Før aftalen med AB spillede Oskar Bloch et halvt år i Slagelse, hvor det blev til 15 kampe i efteråret. Han har tidligere vundet to danske U19-mesterskaber med FC Midtjylland. 


Af Anders Borup
Lørdag 4. december