Luk

Tidligere FCN-målmand skudt i sænk af PSG

| Ligue 1 | 0 kommentarer

Infoboks

PSG - Dijon 4-0
Ligue 1
3' 1-0 Pablo Sarabia
74' 2-0 Kylian Mbappe
77' 3-0 Mauro Icardi
90' 4-0 Kylian Mbappe

PSG var altdominerende, da det franske tophold vandt med 4-0 over Dijon i Ligue 1. Den tidligere FC Nordsjælland-målmand Runar Runarsson vogtede målet for Dijon.

PSG tog hjemme i Paris imod Dijon i Ligue 1. Det var en kamp mellem top og bund. Dijon lå inden opgøret lige over nedrykningsstregen, mens PSG toppede den franske liga.  

Det var også stjernerne fra Paris, der fik den bedste start på kampen. Efter tre minutter forsøgte Marquinhos sig fra distancen. 

Forsøget blev dog helt mistimet, men heldigt for ham så stod Pablo Sarabia umarkeret inde på midten. 

Han skulle blot sætte foden på, og så gik bolden over i modsatte side af, hvor den tidligere FC Nordsjælland-målmand Runar Runarsson stod. Dermed var stillingen 1-0 til PSG.  

Herefter stod der PSG på menuen resten af første halvleg. Kylian Mbappe udnyttede et præcist indlæg til at heade mod mål. Desværre for franskmanden gik hovedstødet lige over mål.  

Senere i halvlegen var Mbappe på spil igen. Han afleverede til Edinson Cavani, der dog sparkede et godt stykke forbi mål.  

Lige inden pausen diskede Runarsson op med en stærk redning, da målmanden pillede Mbappes skud.  

Stillingen var 1-0 ved pausen til PSG.

I anden halvleg var kampbilledet det samme. Dijon producerede ikke de store målchancer, mens topholdet trykkede på.  

Marquinhos forsøgte sig med hovedet efter et indlæg, men forsøget gik tæt over mål.  

PSG pressede udeholdet helt i bund og havde bolden næsten konstant i anden halvleg. Effektiviteten foran mål var dog ikke helt til stede for hjemmeholdet.  

Godt 16 minutter før tid slog Kylian Mbappe sømmet i kisten for PSG, da han scorede til 2-0. 

Hurtige Mbappe blev sendt i dybden af Julian Draxler. Alene med målmanden tog angriberen et hurtigt træk forbi og trillede bolden i mål til 2-0.  

PSG var dog slet ikke færdige med at score kasser. To minutter efter sit mål var Mbappe på spil, men her havde han næstsidste fod på bolden. 

Han spillede Mauro Icardi fri i højre side, og med et godt hug satte han læderet ind bag Runarsson til 3-0.

Så var kampen helt lukket.  

Dijon havde ikke det store at byde på i anden halvleg. 

I overtiden blev det også 4-0 til PSG på et mål af Mbappe, da han sparkede en løs bold i nettet efter et hjørnespark.

Med sejren er PSG nu hele 13 point foran Marseille, der indtager rækkens andenplads.


Af Anders Jensen
Fredag 22. januar
Torsdag 21. januar