1. Division -Tidligere Fredericia-back vil et skridt op
Foto: Joan Barløse, FC Fredericia
2018-07-13 17:40:01
Foto: Joan Barløse, FC Fredericia

Tidligere Fredericia-back vil et skridt op

Oliver Fredsted har forladt FC Fredericia efter to succesfulde år, og nu vil han gerne se, om han kan tage et skridt op ad karrierestigen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Oliver Fredsted kom til FC Fredericia for to år siden og erobrede lynhurtigt venstre back på 1. divisionsmandskabet og beholdt den i hele sin tid i klubben.

Nu er det slut med FC Fredericia, og Oliver Fredsted drømmer nu om at komme på et endnu højere niveau.

- Jeg har haft to gode år i FC Fredericia med nogle fine oplevelser og nogle rigtig gode holdkammerater og en masse udvikling under nogle rigtig dygtige trænere. Nu er det bare tid til at prøve noget nyt og tage det næste skridt.

- Jeg er åben for lidt af det hele. Jeg vil i hvert fald gerne tage det næste skridt op. Om det så er den bedste række i Danmark eller i Skandinavien, ved jeg ikke - men det er førsteprioriteten.

- Jeg vil helst blive i Danmark, men jeg er også åben for et udlandseventyr, siger Oliver Fredsted.

Den 24-årige back har spillet under Jesper Sørensens ledelse i FC Fredericia, siden han skiftede til klubben fra Brønshøj i 2016, og han har overordnet set været glad for klubben.

- Det har været skønt. Jeg kendte ikke så meget til klubben, inden jeg skiftede. Når jeg havde spillet imod dem, virkede det til at være en god klub med nogle fine faciliteter og fine målsætninger.

- Det har været to lærerige år, hvor jeg har rykket mig rigtig meget, fordi der har været meget fokus på det individuelle. Vi har arbejdet meget ned i detaljerne med det trænerteam, der var i klubben, siger Oliver Fredsted.

Backen har været en af de første på holdkortet hos FC Fredericia, og han er da heller ikke gået helt under radaren hos de andre klubber i landet.

- Der har været noget interesse fra Superligaen, som har været meget tæt på at blive til noget, og så har der været noget udmærket interesse fra 1. division. Men der er ikke noget på plads, og jeg afventer lidt og ser. Indimellem skal man være tålmodig, og jeg er fortrøstningsfuld og tror på, der nok skal ske noget, siger han.

Han er dog med på, at sæsonen så småt er ved at gå i gang, og at der skal til at ske noget. Fredsted nåede i alt 65 førsteholdskampe i FC Fredericia.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce