AB siger farvel til Jannik Skov Hansen, som siden årsskiftet har tørnet ud for Gladsaxe-klubben i 2. division.
Det skriver klubben på sin Facebook-side.
Jannik Skov Hansen kom til klubben fra Randers FC, hvor han fik sin kontrakt ophævet i begyndelsen af januar.
Foråret har han brugt på at mærke, om kroppen fortsat er til fodbold, og da bold.dk talte med ham i april, var han ved godt mod. Historien melder dog intet om, hvad der nu venter den 26-årige kantspiller.
Karrieren har hidtil budt på mange skadespauser. Skader var blandt andet afgørende for, at han i sin tid i Randers FC aldrig brød igennem.
AB meddeler samtidig, at klubben rykker unge Emil Mygind op på førsteholdet.
- Emil er en meget teknisk dygtig spiller, som primært er at finde i rollen offensiv midt eller angriber, skriver klubben på sin hjemmeside.
Emil Mygind scorede 18 mål i 26 kampe i U19 Divisionen – den næstbedste U19-række.



AB
CampoBet 2. division






























