Luk

Tidligere Randers-talent hjælper til i serieklub

| Danmarksserien | 0 kommentarer

Infoboks

Jeppe Juhl Jensen, der blandt andet har en fortid i Randers FC, er skiftet til Danmarksserie-klubben Fuglebakken, hvor han forsøger at gøre en forskel på og uden for banen.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Jeppe Juhl Jensen er en del af Fuglebakken KFUM Århus, der huserer i Danmarksserien, og her skal den rutinerede defensivspiller forsøge at hjælpe holdet til at overleve i rækken.

Han har prøvet lidt af hvert i løbet af karrieren. I sæsonen 2010/2011 fik han debut for Randers FC i Sydbank Pokalen, og efter opholdet i Randers FC har han været en del af FC Djursland ad flere omgange og Odder IGF. Før tiden i Randers var han et enkelt år i AGF.

Nu har Jeppe Juhl Jensen valgt at hjælpe Aarhus-klubben Fuglebakken, og det var blandt andet kammeraterne i klubben, der lokkede ham til at skifte, siger han til LigaBold.dk.

- Jeg havde egentlig ligget lidt stille med fodbolden, hvor jeg bare havde spillet lidt hyggebold i Djursland med nogle kammerater. Jeg syntes, at der var lidt langt at køre fra Aarhus og tilbage igen. 

- Så havde jeg nogle kammeraterne, som jeg havde spillet med i Odder, som var i Fuglebakken. Det trak lidt i mig, at det var på et forholdsvist højt niveau, og så var der det sociale i det, at jeg kunne se nogle af de gamle drenge igen, siger Jeppe Juhl Jensen til LigaBold.dk.

28-årige Jeppe Juhl Jensen siger, at det altoverskyggende mål for sæsonen er at overleve i Danmarksserien, og her vil defensivspilleren forsøge at bidrage med noget rutine til et ungt Fuglebakken-mandskab.

- Jeg kan komme med noget erfaring, fordi det er et sindssygt ungt hold, der er derude, og det er folk, der gerne vil fremad. I den første halvsæson spillede jeg meget på sekserpositionen, og de andre midtbanespillere, der var, tænkte en lille smule mere offensivt.

- Der mente trænerne, at holdet manglede et anker, og det blev så min opgave. Jeg har ellers normalt spillet meget i midterforsvaret, men her skulle jeg være bindeleddet mellem forsvaret og midtbanen og en balancespiller, som kunne byde ind med noget ro og rutine.

Fællesskabet er i højsædet

Det er ikke kun på banen, at Jeppe Juhl Jensen hjælper til. Han er også med til at vejlede de unge spillere til træningerne i Fuglebakken, og han kunne sagtens se sig selv blive træner på sigt.

- For to år siden var jeg spillende træner i FC Djursland, da de lå i Danmarksserien, og det, syntes jeg, var sindssygt spændende, og jeg kan sagtens se mig i sådan en rolle igen og måske på sigt som noget træner. Jeg vejleder de unge spillere om, hvad de gør godt, og hvad man kan gøre bedre for at løse situationerne, så den kasket har jeg også på.

Når Jeppe Juhl Jensen skal beskrive Aarhus-klubben, så er det med ord som ydmyghed og fællesskab.

- Det er en ydmyg klub med ydmyge faciliteter. Det er jo et anlæg uden et decideret stadion, som ligger ud nogle boligblokke. Der er beskedne faciliteter, så det er også noget, som man skal vænne sig til, når man kommer fra noget, som der er lidt større. Der er blevet oprustet en smule til denne sæson, og nu har vi også fået ens træningstøj.

- Det har vi ikke haft før. Der vaskede man selv sit tøj og mødte selv op i sit træningstøj, så der var ikke så meget. Det er et ydmygt sted, men det er et hyggeligt sted, hvor sammenholdet er vægtet rigtig højt, siger Jeppe Juhl Jensen til LigaBold.dk.

Fuglebakken indtager lige nu sidstepladsen i Danmarksserien Pulje 4 med blot fem point efter ti kampe.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Onsdag 8. december
Tirsdag 7. december