Luk

Tidligere SE-kant vil slå igennem i Tyskland

| Regionalliga | 0 kommentarer

Infoboks

Den tidligere SønderjyskE-spiller Casper Olesen spiller i SC Weiche Flensburg i den tyske regionaleliga, og han drømmer om at bryde igennem i Tyskland. 

Casper Olesen har tidligere spillet Superliga-kampe for SønderjyskE, men nu er den 24-årige kantspiller taget en smule sydpå og tørner i øjeblikket ud for SC Weiche Flensburg i Regionalliga Nord i Tyskland. 

Kantspilleren skiftede til klubben i sommeren 2019 fra Thisted, og det var med en klar mission. Olesen siger til bold.dk, at han gerne vil få sig et godt navn i Tyskland, så han kan bryde igennem i det store fodboldland. 

- Formålet med, at jeg tog ned til Weiche var, at jeg gerne vil slå igennem i Tyskland. Jeg elsker den kultur, der er omkring fodbold dernede. Det betyder bare noget. Når man har spillet fodbold i Danmark og Tyskland, så tiltaler det bare én den måde, som der bliver tænkt fodbold på i Tyskland. 

- Først og fremmest håber jeg, at jeg kan tage et step op ad stigen i Tyskland. Jeg vil dog ikke udelukke at komme tilbage til Danmark, og jeg har bare svært ved at sige, hvor jeg gerne vil hen. 

- Der er ikke langt til de forskellige døre her i fodboldverdenen. Der kan ske mange ting. Jeg er dog også rigtig glad for at være i Flensburg, så det er ikke sådan, at jeg skal væk for enhver pris, siger Casper Olesen til bold.dk. 

Olesen håber, at næste sæson bliver god for ham personligt, så han kan tage et skridt op niveaumæssigt. Derudover går han efter, at holdet skal rykke op i 3. Bundesliga. 

- Først og fremmest vil jeg gerne have, at vi gør det godt som klub. Vi havde en ambition om at rykke op i denne sæson, der var en direkte oprykning til 3. Bundesliga. Det var der også andre klubber, der gik efter, så der blev sat meget ind på det. Jeg går da ud fra, at de har høje ambitioner næste sæson også. 

- Det er klart, at gør man det godt som hold, og jeg også gør det godt individuelt, så kan der forhåbentlig åbne sig nogle døre. 

- Jeg har selvfølgelig ambitioner om at komme videre op i rækkerne i Tyskland, men hvorhen ved jeg ikke, da det kan gå så hurtigt i fodbold. Det er klart, at jeg håber, at det bliver et godt år personligt og for holdet, siger kantspilleren.

Højt niveau

Casper Olesen fortæller, at han synes, at niveauet i Regionalliga Nord er ganske godt, og det har overrasket ham positivt.

- Jeg vidste ikke meget om rækken inden. Men der er 80 millioner indbyggere i Tyskland, og man så hurtigt, at der er mange dygtige fodboldspillere dernede. Jeg vil sige, at det er på et meget højt niveau. Vi hører med til toppen af Regionaleligaen, og det er i hvert fald et rigtig fint niveau.

Kantspilleren mener, at de bedste hold i Regionaleligaen snildt kan være med i 1. division, men der er dog meget forskel på de forskellige hold i den fjerdebedste tyske række.

- Det er altid svært at sammenligne ligaer, da der er stor forskel på, hvordan man spiller. Det er dog selvfølgelig ikke Superliga-niveau, men nu spillede jeg i 1. division for to sæsoner siden, og det hold, vi har her, kan i hvert fald sagtens være med. Der vil det få en fin placering. 

- Det er dog klart, at tager man nogle af holdene i bunden af vores række - de vil ikke kunne spille med i 1. division. I toppen af Regionaleliga er niveauet utroligt højt. Bundholdene vil ikke kunne befinde sig i 1. division. 

Casper Olesen fik klubben anbefalet af en god kammerat, og efter han så holdet spille træningskamp mod SønderjyskE, var han solgt.

- Jeg snakkede så med klubben, og den havde nogle ambitioner, der tiltalte mig meget. Derudover er det sådan, at hvis man slår igennem i Tyskland, så det kan det bare hurtigt blive sjovt. Så er der så mange rækker, som man kan stige opad, siger Olesen. 

Startede forrygende

Regionalliga Nord blev afbrudt grundet corona-krisen i marts, og her endte holdet som nummer tre, og derfor har den 24-årige dansker ikke spillet i flere måneder. Han mener, at han startede godt, men så ramte coronavirussen hele verden. 

- Jeg kom egentlig forrygende fra start. Jeg kom derned lige inden sæsonstart, så jeg nåede ikke lige nogle træningskampe, men så jeg hoppede bare ud i det. Jeg spillede hele efteråret, hvor det både som hold og personligt gik godt. 

- Så startede vi op igen i foråret, hvor vores sæson egentlig rimelig hurtigt blev afbrudt. Det har været lidt af en rutsjebanetur, da det startede fantastisk, og nu har det stået lidt stille hele det her forår.

For Olesen var det også en befrielse at komme til SC Weiche Flensburg, hvor ingen kendte ham så godt, så han kunne bevise sit værd fra start af. 

- Der er en lidt mere direkte tilgang til fodbold hernede. Det er lidt mere mand-til-mand, så det har man lagt på. I Danmark har man meget taktik, og der har man en tre-fire mand til at bakke op om hinanden. 

- Hvis man har styr på én-mod-én her, så når man langt. Derudover er det fedt at komme ned, og folk ikke ved, hvem man er. Så tager man lidt tingene, som de kommer og bare slår hovedet fra og prøver at levere så godt som muligt hver gang.

Kantspilleren har adresse i Danmark og har under hele corona-krisen været i Danmark. Han har ikke set sine holdkammerater i flere måneder, og Olesen mener, at det bliver specielt at komme tilbage til klubben. 

Det er endnu ikke helt besluttet, hvornår Regionaleligaen starter op på en ny sæson. Olesen påpeger, at holdene i Regionaleligaen i høj grad er afhængig af billetindtægter fra tilskuere, og derfor er fodboldforbundet også meget afventende, i forhold til at sige præcis hvornår sæsonen starter op.

Danskeren fortæller, at SC Weiche Flensburg også har haft økonomiske udfordringer som så mange andre klubber.

- Jeg tror, at klubben har været ramt økonomisk som så mange andre klubber. Indtægterne er jo meget baseret på tilskuere, så jeg kunne forestille mig, at vi har været ramt, siger Casper Olesen til bold.dk.

I den netop afsluttede sæson scorede Casper Olesen fem mål i 18 kampe og lagde derudover op til fire mål i den tyske række. Casper Olesen har tidligere spillet i SønderjyskE, Helsinki IFK og Thisted. Han er noteret for 11 Superliga-kampe for SønderjyskE. 

Den 24-årige dansker har kontrakt med SC Weiche Flensburg til sommeren 2021, og udover Casper Olesen er der også flere danskere i klubben i form af Martin Pitter, Mathias Andersen og Jacob Andersen. 


Af Anders Jensen
Onsdag 12. august
Tirsdag 11. august