Luk

Tidligere Wednesday-dansker tager til Skive

| NordicBet Liga | 1 kommentar

Infoboks

Skive IK - Vejle Boldklub
NordicBet Liga (25/10)
bet365 4,50 3,60 1,75
NordicBet 3,80 3,80 1,84
Oddset 4,40 3,75 1,77

Den tidligere Sheffield Wednesday-dansker Frederik Fisker har skrevet en kort kontrakt med Skive.

Frederik Fisker har stået uden klub, siden han i sommer forlod engelske Sheffield Wednesday ved kontraktudløb, men nu har han endelig fået styr på fremtiden.

Den 21-årige forsvarsspiller har lavet en aftale med Skive frem til årsskiftet.

- Jeg trænede med et par gange, og så blev vi meget hurtigt enige om en aftale. Jeg kan få vist mig frem, og Skive kan se mig an, så en kort aftale passer begge parter godt, siger Fisker til bold.dk.

- Det afgørende for mig var, at jeg kom et sted hen, hvor vejen til spilletid ikke var så lang. Sidst, jeg spillede fuldtid i en kamp, var i marts, så lysten til at spille fodbold er stor, og derfor glæder jeg mig til at få et par gode måneder i Skive.

- Forhåbentlig ender det med, at jeg kan spille mig til en længere kontrakt, enten i Skive eller andre steder, siger Fisker.

Havde håbet på Superliga
Fisker drog som blot 16-årig fra Viborg til Nottingham Forest, inden turen gik til Sheffield Wednesday, hvor det blev til seks førsteholdskampe.

Forsvarsspilleren erkender, at det har været sværere at finde en klub i Danmark, end han havde regnet med.

- Det er kommet meget bag på mig. Jeg havde håbet, at det var på Superliga-niveau, jeg kunne bide mig fast, og jeg er meget overrasket over, at jeg ikke har kunnet få en prøvetræning i hus med nogen Superliga-klubber.

- Det havde jeg ellers håbet på, for så kunne jeg have vist mig frem, siger Fisker.

- Nu var jeg nået til et punkt, hvor jeg gerne vil spille kampe nu og her, for ellers ender der med at være gået et år, siden jeg sidst spillede en betydende kamp. Det er rigtig lang tid.

Fortryder ikke at han tog en chance
Fortryder du, at du ikke blev i England og afsøgte dine muligheder?

- Man kan altid se tilbage og overveje, om man skulle have gjort tingene anderledes, men jeg havde været fem år i England, og det var lang tid at være ude.

- Jeg havde en stor lyst til at vende tilbage til Danmark og prøve dansk fodbold, hvor jeg aldrig har spillet på seniorniveau.

- Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle gå så lang tid uden kontrakt, og at ventetiden var så lang, havde jeg måske tænkt en ekstra gang over de muligheder, jeg havde i England.

- Men jeg fortryder ikke noget, for nu har jeg fundet en rigtig god løsning. Jeg er træt af, at den ikke er kommet før, men nu ser jeg fremad og håber på, at jeg får nogle kampe i Skive, siger Fisker.

Frederik Fisker har holdt sig i gang i Viborg de seneste uger og spillet et par reserveholdskampe for dem.

Han håber at få sin spilletilladelse på plads før lørdagens kamp mod Nykøbing FC.


Af Sara Margren

1 kommentar

bruger 151464 19:45          
Tænker han trods alt er en spændende spiller med en god højde til et midterforsvar. Bliver spændende at følge ham i Skive ....
Onsdag 23. oktober
Tirsdag 22. oktober