





FC Midtjyllands vej til Europa League-gruppespillet ser særdeles svær ud, efter at midtjyderne indkasserede et 2-4-nederlag til skotske Glasgow Rangers.
Torsdag aften var der ellers dækket op til fest på MCH Arena i Herning, hvor der var meldt udsolgt på tribunerne. Midtbanespilleren Tim Sparv mener dog ikke, at præstationen var kulissen værdig.
- Vi spillere skal hjem og kigge os selv i spejlet. Vi er frustrerede over vores egen indsats. Vi havde håbet på meget mere efter vores start i 3F Superligaen, hvor det har set fornuftigt ud, men vi ramte ikke vores høje niveau mod Rangers.
Ifølge midtbanespilleren blev der lavet for mange personlige fejl på banen.
- Defensivt lavede vi for mange små fejl og på det her niveau straffes det. Når vi spiller i Europa, så kræves der mere af os alle sammen, siger den finske landsholdsspiller.
Forsvarsspilleren Erik Sviatchenko bakker sin holdkammerat op.
- Resultatmæssigt var kampen helt håbløs. Indtil det 43. minut syntes jeg, at kampen forløb rigtig fint. Vi var farlige og dominerede i begge felter. Vi virkede til at være en enhed.
- Det er så ærgerligt, at vi lukkede så mange mål ind. Det var nogle individuelle fejl, som vi ikke plejer at lave, der var årsagen, siger Erik Sviatchenko.
Næste torsdag venter der en returkamp i Glasgow, hvor midtjyderne skal forsøge at bestige det skotske bjerg for at avancere til næste kvalifikationsrunde i Europa League.
- Vi skal bare derudaf i returkampen. Vi kan ikke spekulere så meget i resultatet, eller hvad vi skal gøre, vi skal bare ud og smadre igennem.
- Det bliver en vanvittigt fed kamp. Vi kan bare gå ud og gøre alt, hvad vi kan. Om vi så kan det, det er en anden sag. Lige nu har jeg ikke opskriften på, hvordan vi skal score de tre mål, det kræves for at gå videre, siger Erik Sviatchenko.


FC Midtjylland
Europa League



































