2. Division -TK: Vi og Aarhus Fremad har uhørte pointsnit
2020-07-04 07:00:02
Foto: Getty Images

TK: Vi og Aarhus Fremad har uhørte pointsnit

Thomas Kristensen kalder Helsingør og Aarhus Fremads pointgennemsnit uhørt, og midtbanespilleren tror fuldt os fast på, at Helsingør lørdag sikrer sig oprykning.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Sidste runde af 2. divisions oprykningsspil løber af stablen lørdag eftermiddag, hvor Helsingør med al sandsynlighed bare skal have ét point mod Jammerbugt for at være sikret oprykning.

Topholdet Helsingør har inden sidste runde to points forspring til forfølgerne fra Aarhus Fremad, hvorefter der er ni point ned til Middelfart på tredjepladsen.

Helsingør har hentet 53 point i 22 kampe, mens Aarhus Fremad har 51 af slagsen, og Helsingørs Thomas Kristensen er imponeret over begge holds pointsnit.

- Det er uhørt, at to hold har så højt et pointgennemsnit som os og Aarhus Fremad. Det finder man ikke mange steder – måske i Barcelona og Real Madrid eller sådan noget. 

- Det er et hårdt år at blive toer, når to hold har været så gode, men sådan er vilkårene, siger Thomas Kristensen til bold.dk.

Midtbanespilleren har generelt stor respekt for holdene fra vest-kredsen.

- Hvis man kigger på tabellen, så ligger vi nummer ét, men ellers er det jo lutter hold fra vest på de efterfølgende pladser. De har været rigtig dygtige, siger Thomas Kristensen.

God følelse før afgørelsens time

Helsingør går ind til den afsluttende runde med skæbnen i egne hænder, og Thomas Kristensen har en god følelse.

- Jeg kan altid blive spændt, for jeg synes altid, det er fedt at spille fodbold, men jeg er måske ikke tynget af nerver, som man var tidligere. Jeg glæder mig meget, og jeg vil rigtig gerne prøve at rykke op fra 2. division, siger den tidligere FCK-spiller og fortsætter:

- Vi går ind til kampen med en god følelse, efter vi er kommet i gang nu. Vi var et af de hold, der startede senest med at træne efter corona-pausen, og måske var det noget af det, der ramte os i de første to runder. Vi havde kun trænet i ti dage eller sådan noget, og mange andre hold havde trænet i tre-fire uger.

- Efter de to første kampe i slutspillet har vi vundet de seneste tre, og vi føler, at vi er et godt sted. Vi er bare glade for, at vi stadig selv kan afgøre det, siger Thomas Kristensen.

Kan ikke spille på uafgjort

Helsingørs målscore er 11 mål bedre end Aarhus Fremad, og dermed skal aarhusianerne vinde absurd stort, hvis ikke uafgjort skal være lig med oprykning for Helsingør.

Thomas Kristensen slår dog fast, at Helsingør ikke går på banen for at spille uafgjort.

- Vi har ikke gået ind til nogle kampe i sæsonen for at prøve at få ét point. Det ligger ikke rigtig til vores spillestil at stille os ned. Vi skal ud over stepperne, men hvis der er ti minutter tilbage, og vi har et resultat, skeler vi måske lidt mere til bare at køre den hjem.

- Forhåbentlig kommer vi ikke til at stå i den situation, fordi vi har afgjort kampen langt tidligere, siger Thomas Kristensen, der ikke regner med hjælp fra Frem, som møder Aarhus Fremad:

- Vi kan ikke forvente hjælp fra Frem. Aarhus Fremad ser stærke ud, så jeg går ud fra, at de vinder, men Frem har været et fint hold, når vi har mødt dem. Men vi skal bare passe vores egen butik og afgøre det selv.

Skal være motivation til forskel

Jammerbugt har haft et fornemt slutspil indtil videre, og Thomas Kristensen har respekt for lørdagens modstander.

Samtidig påpeger TK, at der bør være forskel på de to holds indstilling til kampen.

- Jammerbugt har været godt kørende, men det har flere af de hold, vi har mødt. AB havde heller ikke tabt i slutspillet, og Thisted havde vundet en masse kampe, inden de mødte os. Jeg både håber og tror, at vi har kvalitet nok til at gøre det svært for Jammerbugt.

- Jammerbugt kan spille frit, men der skal være noget intensitet og motivation til forskel. Vi møder et hold, der ikke har noget at tabe, men vi har alt at tabe, hvilket vi i princippet har haft i hele sæsonen, siger Thomas Kristensen til bold.dk.

Der er kampstart mellem Jammerbugt og Helsingør lørdag klokken 14.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce