Luk

To udvist på et minut: Roma ude efter drama

| Coppa Italia | 3 kommentarer

Serie A-oprykkerne Spezia sendte tirsdag aften Roma ud af Coppa Italia med en 4-2-sejr efter forlænget. Roma blev reduceret fra 11 til ni mand på et minut.

I Coppa Italias ottendedelsfinale fik Roma tirsdag aften besøg af Serie A-oprykkerne Spezia, der i ligaen har gjort ganske fin figur med en øjeblikkelig 13.-plads.

De to hold duellerede altså om en plads i kvartfinalerne, og Roma fik en sløj start på kampen, da Bryan Cristante begik straffespark efter kun seks minutter. Det udnyttede Spezias Andrey Galabinov, der sendte bolden forbi Pau Lopez i Roma-målet.

Dermed 1-0 til Spezia, og det skulle blive endnu værre for Roma, som efter 15 minutter kom bagud med 0-2.

Riccardo Saponara blev spillet fri en anelse inde i feltet, og Spezia-spilleren trykkede af på sin første berøring.

Det gjorde han strålende, og så endte bolden i det fjerne målhjørne, hvorfor undertippede Spezia pludseligt var på 2-0 mod Roma.

Roma havde vist tænder i kampens begyndelse, og det blev værterne ved med efter 0-2-scoringen.

Lorenzo Pellegrini og Bruno Peres bød sig til, men det var først, da Lorenzo Pellegrini kunne sparke et straffespark i kassen efter 43 minutter, at Roma kom på tavlen.

Dermed 2-1 til Spezia ved pausen.

De romerske værter jagtede og jagtede udligningen i anden halvleg, og forløsningen kom efter 73 minutter, da Borja Mayoral fandt Henrikh Mkhitaryan efter en fin kombination, og da svigtede armeneren ikke. Han kom fri i feltet og på overlegen vis chippede han bolden i kassen over den fremadstormende Spezia-keeper.

Både Roma og Spezia havde muligheder for at bringe sig foran inden den ordinære spilletids ende, men ingen af holdene lykkedes med at få bolden i mål.

To røde og drømmemål i forlænget spilletid

Altså skulle de to hold i forlænget spilletid, og i de første minutter af den, blev det usandsynligt hektisk.

Først fik Romas Gianluca Mancini rødt kort, da han fik sin anden advarsel for en sen tackling.

Gengivelserne af den aktion var næsten ikke en gang slut, før man kunne se Roma-keeperen Pau Lopez komme helt forkert ud i en clearing, der betød, at han nedlagde en Spezia-angriber. Det takserede kampens dommer til et rødt kort, og så var Roma indenfor et minut reduceret fra 11 til ni mand.

Svære betingelser for Roma, og det kostede for værterne efter 107 minutter. Daniele Verde kom på et indlæg, og Spezia-kanten kunne flot stange føringen i mål til 3-2.

Til allersidst blev det også 4-2 til Spezia, da Saponara stak den sidste kniv i romerne med et henrivende lob fra kanten af feltet over den indskiftede Roma-målmand Daniel Fuzato.

4-2 blev kampens resultat, og dermed er Spezia altså videre i Coppa Italia, hvor Napoli nu venter i kvartfinalen.


Af Jonas Dalgård
Torsdag 4. marts
Onsdag 3. marts