Luk

To Zinckernagel-assists sendte Forest videre

| Carabao Cup | 0 kommentarer

Philip Zinckernagel leverede to assists, da Nottingham Forest slog Bradford 2-1 på hjemmebane og gik videre fra første runde af Carabao Cup'en.

Philip Zinckernagel og Nottingham Forest var onsdag aften i aktion i den første runde af Carabao Cup'en, hvor Bradford var modstanderen.

Danskeren startede på højrekanten for Nottingham, hvor han allerede i første halvleg skulle gøre sig positivt bemærket.

For efter 39 minutters spil blev Zinckernagel sendt mod baglinjen i Bradford-feltet.

Danskeren kiggede hurtigt op og slog så en perfekt bold skråt tilbage i feltet langs jorden, hvor portugisiske Joao Carvalho dukkede op og satte bolden sikkert i mål til 1-0.

Og det dansk-portugisiske sammenspil skulle folde sig ud igen blot to minutter senere.

Denne gang rykkede Philip Zinckernagel ind i banen fra sin højrekant, hvor han lagde en fremragende bold over Bradford-defensiven til Joao Carvalho, der fandt plads til sig selv og lagde bolden køligt forbi Richard O'Donnell i målet.

Kort inde i anden halvleg blev danskeren så skiftet ud, og blot fem minutter senere fik Bradford reduceret, da Callum Cooke sparkede et frispark direkte i mål efter 55 minutter.

Selvom Bradford havde flest chancer i kampens anden halvdel, så formåede udeholdet ikke at score yderligere. 

Dermed er Zinckernagel og Nottingham-holdet videre til næste runde af Carabao Cup'en.

Blackpool sikkert videre

Andetsteds var Blackpool og Middlesbrough i aktion mod hinanden.

Her bragte Callum Connolly hjemmeholdet foran efter 31 minutter.

Da Shayne Lavery og Keshi Anderson scorede yderligere to mål efter pausen, så kunne Blackpool gå videre med en sikker 3-0-sejr på hjemmebane.

Burton og Oxford måtte i straffesparkskonkurrence

I opgøret mellem Burton og Oxford skulle man helt hen til 85. minut, før kampens første mål kom.

Oxfords Nathan Holland fik sidste berøring på bolden, og så lignede det, at Oxford skulle tage en sejr på udebane.

I seks minutters overtid fik udeholdets John Mousinho dog sendt bolden i eget nål, og så skulle der en straffesparkskonkurrence til, før vinderen kunne fastslås.

Her blev Burtons Lucas Akins og Thomas O'Conner de store skurke, da de brændte deres forsøg fra straffesparkspletten.

Da Oxford samtidigt scorede på de fire første forsøg, så blev sejren og deltagelsen i næste runde fastslået.

Northampton videre efter comeback

Kampen mellem Coventry og Northampton bød på en tidlig scoring, da hjemmeholdets Tyler Walker sendte Coventry i front allerede efter 13 minutter.

Efter pausen fik Northamptons Kion Etete dog sikret gæsterne en sejr på 2-1, da han først udlignede efter 52 minutter og sidenhen fuldendte comebacket med sit sejrsmål efter 70 minutter.

QPR tog sejren på straffespark

I opgøret mellem Leyton Orient og Queens Park Rangers måtte kampen ud i en straffesparkskonkurrence, før vinderen af kampen blev fundet.

Inden da bød første halvleg dog på en scoring til QPR, da Robert Dickie sendte udeholdet foran efter 16 minutter.

Et kvarter før tid i anden halvleg dukkede Aaron Drinan så op for hjemmeholdet og gjorde det til 1-1, hvilket også blev kampens resultat efter den ordinære spilletid.

Dermed var der behov for en straffesparkskonkurrence, og her trak QPR det længste strå, da Leytons Ruel Sotiriou brændte fra 11-meterpletten, mens QPR scorede på de fem første forsøg.

Dermed er udeholdet videre til næste runde af Carabao Cup'en.


Af Krister Olsen
Onsdag 26. januar