LeoVegas.dk bold.dk Bethard Casino24

Tog springet til Cypern: Utrolig spændende

| International | 2 kommentarer
Tog springet til Cypern: Utrolig spændende
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk
20-årige Emil Peter Jørgensen kan virkelig mærke, at han i cypriotiske Omonia Nicosia er kommet til en storklub.

Emil Peter Jørgensen fik efter sæsonen ikke forlænget sin kontrakt med FC Fredericia i 1. division - i stedet tog han et noget bemærkelsesværdigt skifte til cypriotiske Omonia Nicosia, som om fem dage skal ud og spille om deltagelse i Europa League.

Lidt af en opgradering, vil nogen sige - og det var da også lidt specielt for det tidligere OB-talent.

- Det var noget, min agent fik stablet på benene, og jeg blev selvfølgelig glad over det. Det er en stor klub, og jeg havde egentlig ikke de store betænkninger omkring at skifte herned - det var bare om at komme af sted, siger Emil Peter Jørgensen til bold.dk i telefonen fra det cypriotiske.

Da aftalen var stablet på benene, fløj Emil Peter Jørgensen til München, hvor han stødte til resten af truppen på vej til træningslejr i Østrig.

- Det har været utrolig spændende indtil nu. Der er virkelig styr på tingene helt ned til mindste detalje, og man kan godt mærke, at det er en kæmpe klub. Det hele er noget større end i FC Fredericia, siger Emil Peter Jørgensen, som er blevet taget godt imod.

- Alle har været rigtig flinke og er gode til at hjælpe og spørge til, om alt er okay, så det har været rigtig fint, siger Emil Peter Jørgensen, som har boet på hotel, siden han og holdkammeraterne kom tilbage til Cypern fra træningslejr.

Den 20-årige stopper fik i sidste sæson spilletid i 15 kampe for FC Fredericia i 1. division og havde i lange perioder svært ved at spille sig på holdet - alligevel skal han nu ud og gøre sig i europæisk fodbold, når Omonia skal ud og spille første runde i Europa League-kvalifikationen mod armenske FC Banants.

- Det bliver rigtig spændende. Det er nogle store kampe, og det ser jeg meget frem til. Og så glæder jeg mig, til vi skal spille på hjemmebane. Jeg har hørt, at Omonia Nicosia har de vildeste fans hernede, siger Emil Peter Jørgensen, som håber at arbejde sig tæt på startopstillingen i det cypriotiske.

- Jeg kan godt følge med. Niveauet er selvfølgelig noget andet end i FC Fredericia, men vi er mange unge hernede, så jeg synes ikke, niveauet er noget problem. Lige nu er vi fire stoppere i truppen, og jeg vil vurdere, at jeg skal kæmpe med en af de andre om at være tredjevalg.

- Men jeg håber selvfølgelig på at komme tættere på holdet og få en masse spilletid. Det bliver svært, men jeg er overbevist om, at jeg kan gøre det og udvikle mig som både fodboldspiller og menneske i min tid hernede, siger Emil Peter Jørgensen.

Emil Peter Jørgensen flytter søndag i lejlighed tæt på Omonia Nicosias træningsanlæg.

Se alle kampe fra Europa League Stream live på Eurosport Player 
Advertisement

Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Torsdag 21. februar
Onsdag 20. februar