



Brøndby spillede lørdag opstartens første træningskamp, da Næstved kom forbi på Vestegnen.
Her stillede Niels Frederiksen til start i en blandet opstilling, hvor anfører Andreas Maxsø blandt andet var bænket, mens Peter Bjur fik chancen på venstre wingback.
Brøndby var, ifølge fanmediet 3point.dk's opdateringer, som forventet spilstyrende fra starten, og det kastede efter 31 minutter kampens første scoring af sig.
Lasse Vigen sendte Simon Hedlund fri, og så nettede svenskeren til 1-0.
Kort efter skulle venstre wingback Peter Bjur gøre sig bemærket, da han på et oplæg af Anis Ben Slimane scorede på et flot spark med venstreskøjten. Dermed 2-0.
Minuttet senere fik Næstved reduceret til 1-2, og det resultat holdt til pausen, hvor Niels Frederiksen sendte flere nye kræfter på banen.
Blandt andet fik Rezan Corlu minutter i benene, mens Tobias Børkeeiet kom tilbage efter en lang skadespause, og Andreas Maxsø, Joel Kabongo og Anton Skipper udgjorde forsvar.
Målscorer Bjur blev rykket frem som angriber, og her skulle han også vise målnæsen.
Efter 59 minutter nettede han nemlig igen, da han rundede målmanden og lagde bolden i mål til slutresultatet 3-1.


Brøndby IF
Næstved Boldklub
Træningskampe




































