Luk

Tophold sejrede og lægger pres på Aarhus F.

| 2. Division | 0 kommentarer
Tophold sejrede og lægger pres på Aarhus F.
Foto: Ole Nielsen

Både Middelfart Boldklub og Brabrand snuppede lørdag sejre. Det gik ud over henholdsvis Vejgaard BK og FC Sydvest, som blev nedlagt med 2-0 og 4-1. Dalum IF og Næsby Boldklub spillede 0-0.

I 2. divisions gruppe 1 er FC Helsingør mere eller mindre stukket af i toppen, men i gruppe 2 er det markant mere lige.

Aarhus Fremad har været fremragende kørende, men et nederlag i sidste weekend kostede momentum, og det gav håb til de øvrige hold i toppen.

Blandt dem er Middelfart Boldklub, som med en sejr over Vejgaard BK lørdag kunne spille sig på førstepladsen i rækken.

Casper Johansen er altid en af de allerfarligste hos Middelfart Boldklub, og han svigtede ikke i lørdagens vigtige opgør.

Angriberen, der tidligere har boltret sig i tysk fodbold, scorede således to gange allerede før pausen.

Det første mål faldt efter 19 minutter, og da der var gået 28 minutter, fik han chancen på straffespark og sendte læderet i netmaskerne.

Vejgaard kunne ikke slå tilbage efter pausen, og derfor vandt Middelfart altså med 2-0 og er på førstepladsen i 2. divisions gruppe 1.

Nede ved grænsen skulle en af rækkens andre tophold, Brabrand, forsøge at gøre det af med det Tønder-baserede mandskab FC Sydvest – og det gik godt.

Da der var spillet en god halv time var Aarhus-mandskabet foran med 2-0. Michael Pedersen stod for den første kasse, mens Frederik Poulsen sørgede for den anden.

Inden pausefløjt fik Jeppe Hansen dog reduceret og bragt spænding tilbage i opgøret.

Den spænding fik Malthe Boesen dog afmonteret efter 57 minutter. Han steg op til et indlæg og headede bolden over hatten på Sydvest-keeperen, der var som mejslet til jorden – 3-1.

Brabrand var flyvende denne lørdag, og efter 77 minutter blev Mike Kaljo nedlagt i feltet, og han sparkede selv straffesparket ind til 4-1.

Den stilling holdt hele vejen hjem, og Brabrand er nu på tredjepladsen i den tredjebedste række.

Aarhus Fremad er på andenpladsen efter sejrene til de to ovennævnte mandskaber. Førstepladsen kan dog vindes tilbage mod Ringkøbing IF søndag.

Den sidste kamp i lørdagens runde i gruppe 2 stod lokalrivalerne Dalum IF og Næsby Boldklub for i Odense. Det endte 0-0 og blev absolut ingen målfest.

Dalum havde ellers fordel af at være en mand mere i over en time. Næsbys Anders Nielsen blev nemlig smidt ud, da der var gået 25 minutter af opgøret.

Det uafgjorte resultat holder i skrivende stund Dalum i top seks, som giver plads i oprykningsspillet. Næsby er tredjesidst.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Lørdag 19. oktober
Fredag 18. oktober