Luk

Topscorer vil sælges: God dialog med ACH

| 3F Superliga | 19 kommentarer

Infoboks

AaB - AC Horsens
Superligaen Nedrykningsspil (16/05)
Bet25 1,58 4,20 4,80
Oddset 1,58 4,20 5,60
bet365 1,53 4,20 5,50

AC Horsens-profilen Louka Prip regner med at skifte klub til sommer, og han melder om god dialog med klubben om et muligt salg.

Fra næste sæson står den på 1. division for AC Horsens, men det gør det højst sandsynligt ikke for klubbens midtbaneprofil Louka Prip.

Den 23-årige offensivspiller, der er topscorer i klubben med seks mål i sæsonen, har nemlig ambitioner om at blive på højeste niveau. Det har han fortalt AC Horsens, der skulle være åben for at sælge Prip, som fortsat har halvandet år tilbage af kontrakten, der udløber i vinteren 2022.

Det fortæller Louka Prip til bold.dk.

Kan du se dig selv spille 1. division med AC Horsens?

- I forhold til mit ambitionsniveau, så vil jeg selvfølgelig gerne udfordres på højeste niveau. Så det er mit udgangspunkt at blive på det niveau og målet er et sommerskifte, men jeg har også en kontrakt med AC Horsens, som jeg anerkender, jeg har.

- Det har jeg stor respekt for, siger Louka Prip, der ikke frygter, at AC Horsens vil holde på sin offensive profil.

Så hvis AC Horsens insisterer på at holde på dig, så kan du godt acceptere 1. division?

- Der er god dialog med klubben omkring det, så jeg frygter det faktisk ikke. Skulle der komme et fint tilbud for mig og et attraktivt tilbud for klubben, så skal vi nok finde ud af det, så jeg tror ikke, vi kommer derud.

- Jeg har haft fine snakke med bestyrelsen også, så det ser rigtig fint ud. De er åbne for at se på det, når der kommer noget konkret, og så tager vi den derfra, lyder det fra Horsens-profilen.

Han har i AC Horsens-karrieren spillet 78 kampe, scoret 14 mål og lavet seks oplæg med udgangspunkt på højrekanten.

Interesse fra Superligaen og udlandet

I et interview med tipsbladet.dk fortæller Prips agent, John Sivebæk, at den tidligere Hvidovre-spiller har tiltrukket sig interesse fra både Superliga-klubber og fra udlandet.

Hovedpersonen selv har ikke hørt om, hvor interessen kommer fra, og indtil videre har han ikke gjort sig tanker om, hvor han ser sig spille efter sommerferien.

- Lige nu har vi nogle kampe med AC Horsens, hvor jeg rigtig gerne vil gøre det godt, for det er også vigtigt i forhold til mulig interesse. Så jeg har ikke tænkt så langt endnu, for der er stadig længe til, at vinduet åbner og lukker, siger han og tilføjer dog:

- Jeg er åben overfor et skifte til udlandet nu. Jeg ser mig selv prøve mig af i et andet land. Om det er her og nu, det ved jeg ikke, men jeg har store ambitioner om at prøve det på et tidspunkt. Det kunne være rigtig fedt at opleve fodbolden i forskellige lande.

Prip kom til AC Horsens fra 1. divisionsklubben Hvidovre IF i januar 2019, og efter 72 Superliga-kampe føler han sig klar til at tørne ud for en klub, der ikke har overlevelse som det primære mål.

- Det føler jeg helt klart, at jeg er klar til. Jeg har også nogle kompetencer i form af min teknik, mit spark og mine driblinger, som kan være rigtig gode på et bedre placeret hold, der måske har en del mere possession, end vi har haft i AC Horsens.

Louka Prip spillede to sæsoner i 2. division for Hvidovre, inden han og holdkammeraterne rykkede op i 1. division i 2018. Her nåede han at spille i et halvt år, inden Bo Henriksen og AC Horsens gaflede Prip.

Støt AC Horsens og køb en fanfigur


Af Jonas Dalgård
Torsdag 13. maj