Tarup-Paarup skrev i weekenden historie, da de for første gang i klubbens historie sikrede oprykning til 2. division.
Oprykningen er en kæmpe præstation for den lille Odense-klub, og sportschef Jesper Rasmussen beretter om stor eufori i klubben.
- Det er kæmpestort for hele klubben. Der var jubel og glade dage, fadøl i lange baner, gris på grillen og fest til den lyse morgen, siger Jesper Rasmussen til bold.dk og fortæller om sæsonen:
- Vi har haft tre gode sæsoner, fra vi kom op fra Albaniserien. Det første år blev vi nummer fem, og sidste år kæmpede vi lang tid med Ringkøbing om oprykning, og i år blev det så forløst.
- Vi var lige ved at få gummiben til sidst, fordi vi tabte tre kampe i træk, men vi vandt de sidste to, og det er rigtig dejligt, at det lykkedes.
Mistede 30 mål i vinter
Tarup-Paarup sendte i vinter Mathias Kristensen til AC Horsens, ligesom klubben skiftede ud på trænerposten og erstattede Rene Hansen med Jan Knudsen.
Mange dømte herefter klubben ude af oprykningsræsset, men Tarup-Paarup-truppen rykkede tættere sammen og høstede i weekenden frugterne af arbejdet.
- Vi var dømt til at blive nede, efter vi mistede Mathias (Kristensen, red.) til Horsens, Thomas Broe til Marienlyst og Andreas Hansen til Otterup. Mathias og Andreas havde jo lavet 30 mål i efteråret, og der var ikke mange, der troede på os, efter vi mistede dem, siger Jesper Rasmussen.
- Sammenhold, godt kammeratskab og viljen til at udvikle sig har været nøgleordene for os i denne sæson. Og så har vi haft en rigtig dygtig træner i Jan Knudsen, og han har helt sikkert betydet meget for os.
De samme spillere får chancen i 2. division
Tarup-Paarups sportchef Jesper Rasmussen håber at kunne tilføre lidt rutine til truppen, inden 2. division sparkes i gang, men ellers får oprykningsheltene langt hen ad vejen chancen i næste sæson.
- Det har været et langt træk med de samme spillere, som er fra vores egen ungdomsafdeling, og som har udviklet sig og er blevet bedre.
- Nu høster de frugterne, og det er også dem, vi langt hen ad vejen skal spille med i 2. division. De skal i hvert fald have chancen, og så forhåbentlig krydre det med et par stykker med erfaring fra lidt højere niveau.
Tarup-Paarup er samarbejdsklub med OB, og sportschefen håber, at de kan få gavn af det denne sommer.
- Jeg kunne rigtig godt tænke mig nogle fra ungdomsafdelingen i OB for eksempel, som ikke har fået kontrakt, og som kan få lov at udvikle sig hos os og se, hvor langt de kan drive det.
- Der er kamp om spillerne, fordi der er mange klubber i oplandet, men jeg håber, vi kan overtale dem til at komme ud i vores udviklingsmiljø. Vi kigger umiddelbart efter en spiller til hver kæde, siger Jesper Rasmussen.
Tarup-Paarup blev stiftet i 1964 og er en sammenlægning af Tarup Idrætsforening og Paarup Gynmastikforening.
sara@bold.dk


CampoBet 3. division
Tarup-Paarup



























