Luk

Trængte Burnley tog hårdt tilkæmpet point

| Premier League | 0 kommentarer

Infoboks

Brighton - Burnley 0-0
Premier League

Burnley var presset i bund i store dele af kampen, men fik 0-0 ude mod Brighton i Premier League.

Der stod vigtige point på spil i bundkampen af Premier League, da Brighton og Burnley fredag aften krydsede klinger.

Før kampen lå hjemmeholdet lige over stregen, mens Burnley lå sidst uden sejr efter seks kampe.

Det var Brighton, der startede kampen bedst og fik sat gæsterne og keeper Nick Pope under pres.

Efter bare et par minutter kom Brighton alene igennem, hvor Danny Welbeck serverede bolden på et sølvfad for Tariq Lamptey, som sendte bolden over mål.

Bare et par minutter efter var det tæt på i den anden ende, da et skævt indlæg ramte overliggeren.

Hjemmeholdet sad på det meste i indledningen, men det blev til chancer i begge ender. 

Danny Welbeck kunne have scoret for Brighton, men Nick Pope tog fra og sørgede for 0-0 ved pausen.

Brighton kom til 12 afslutninger i første halvleg, hvilket er klubbens højeste antal forsøg i første halvleg i Premier Leagues historie, og efter pausen fortsatte dominansen.

Angrebene skyllede i perioder ned mod Burnley-målet, og det virkede som et spørgsmål om tid før, at hjemmeholdet kom i spidsen.

Den sidste skarphed svigtede dog, så Burnley og Nick Pope formåede derfor at holde sig inde i kampen.

Mod slutningen af kampen var Burnley fortsat sjældne gæster i Brightons ende, men forsvaret fightede godt og holdt stand.

Det endte derfor uden scoringer, hvilket Burnley kan være bedst tilfreds med.

Det ændrer ikke det store i tabellen, hvor Burnley fortsat ligger under stregen med to point op til Fulham på den rigtige side. Brighton har tre point ned til stregen.


Af Mikkel Nøhr
Søndag 24. januar