International -Transfertid: Athletic vil have United-midt hjem
2019-01-09 22:33:56
Foto: Getty Images

Transfertid: Athletic vil have United-midt hjem

Her finder du dagens udgave af bold.dk's nye rygteoverblik.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Transfertid er bold.dk's nye transferrygte-univers.

Intet er endeligt her, men vi vil forsøge at give dig det bedste og mest kvalificerede overblik over januars transferrygter fra medier og journalister, som, vi vurderer, er troværdige.

Athletic Club vil have Ander Herrera
Athletic Club-sportsdirektør Rafael Akorta har ifølge Manchester Evening News sagt, at han vil hente Manchester United-spanieren Ander Herrera hjem, men ifølge det engelske medie har publikumsyndlingen ingen intentioner om at forlade United.

Kinesere byder 290 mio på Arnautovic
En unavngiven kinesisk klub har sendt et bud på Marko Arnautovic, topscoreren i West Ham. Den engelske klub har ifølge Sky Sports afvist budet på 290 millioner kroner.

Cagliari køber landsholdsspiller
32-årige Valter Birsa skifter fra bundproppen i Serie A, Chievo, til Cagliari i samme række. Birsa har spillet 90 landskampe for Slovenien.

Barcelona-angriber på vej væk
23-årige Munir er ifølge Barcelona-manager Ernesto Valverde fortid i klubben, måske allerede i indeværende transfervindue. Sevilla meldes interesserede i spilleren, som har kontraktudløb til sommer.

Bournemouth-spids er Sarris nødplan
Chelsea vil gerne have fingre i Gonzalo Higuain til angrebet, men hvis det ikke lykkes, så mener Sky Sports at vide, at London-klubben er klar til at kaste omtrent 415 millioner kroner efter Bournemouth-angriberen Callum Wilson.

BEKRÆFTET: Ung Chelsea-spiller på vej til Reading
Ifølge engelske Sky Sports er den 23-årige Chelsea-spiller Lewis Baker på vej til Reading på en lejeaftale for resten af sæsonen. Han har i det seneste halve år været hos Leeds, hvor spilletiden dog ikke var tilstrækkeligt.

SønderjyskE tæt på forstærkning
SønderjyskE er tæt på at kunne præsentere en ny mand til offensiven, som sportschef Hans Jørgen Haysen over for jv.dk kalder en forstærkning af holdet. 

Lazio afviser megabud
Lazio har ifølge præsident Claudio Lotito afvist et bud på hele 1,2 milliarder kroner på sin serbiske stjernespiller Sergej Milinkovic-Savic; 'Vi ønsker at bygge et vinderhold og lige tiden forbedre os. Vi skal ikke svækkes' siger Lotito ifølge footballitalia.net. 

Galatasaray overvejer Simon Kjær-bud
Både tyrkiske Fanatik og spanske Estadio Deportivo har meldt Galatasaray interesserede i den danske landsholdskaptajn Simon Kjær. Tyrkerne mangler en stopper efter degraderingen af Serdar Aziz, og ifølge Estadio Deportivo vil de tilbyde den tidligere Fenerbahce-profil 15 millioner kroner om året frem til sommeren 2022.

Brentford-topscorer er ombejlet
Ifølge Sky Sports er Aston Villa og Middlesbrough blandt klubberne, der viser interesse for Brentford-topscorer Neal Maupay. Ifølge mediet forlanger klubben i omegnen af 166 millioner kroner for angriberen. 

Stoke lurer på Luton-manager
Championship-klubben Stoke bekræfter på Twitter, at man er i dialog med Lutons manager Nathan Jones om det ledige trænersæde i klubben. Stoke sagde tirsdag farvel til den hidtidige manager Gary Rowett.

Sevilla vil have Morata
La Liga-klubben Sevilla er interesseret i at hente Chelseas Alvaro Morata til klubben, bekræfter sportsdirektør Joaquin Caparros over for klubbens tv-kanal, skriver Marca. Han er kender dog, at situationen er kompliceret. 

Milan-midt skyder Leipzig-rygte ned
Hakan Calhanoglu sættes i forbindelse med et skifte til RB Leipzig, men tyrkeren skal ingen steder: 'Jeg er i Milan, jeg er Milan-spiller, og jeg er glad for at være her. Alt andet er ikke til diskussion lige nu', siger han til TRT Spor ifølge footballitalia.net. 

Tottenham kræver knap 1,9 milliarder for Eriksen
Ifølge Madrid-avisen AS har Real Madrid forhørt sig hos Tottenham om en pris på Christian Eriksen. Beskeden fra Tottenhams formand Daniel Levy er, ifølge AS, at Real Madrid skal punge ud med knap 1,9 milliarder kroner, hvis Spurs skal slippe Eriksen, hvis kontrakt udløber i sommeren 2020. Ifølge AS vil Real Madrid gå efter Eriksen eller Chelseas Eden Hazard til sommer.

Real Madrid-præsident vil have en angriber
Flere spanske medier, blandt andet Marca, mener at vide, at Real Madrids præsident Florentino Perez vil have en ny angriber i januar. Ingen Real Madrid-spiller har formået at løfte arven efter afskeden med Cristiano Ronaldo, og derfor vil Perez styrke offensiven med en målscorer allerede i denne måned.

Higuain klar til London-tur
Gonzalo Higuaín er ifølge den spanske sportsavis Marca klar til at skifte til Chelsea, hvor han vil blive genforenet med træner Maurizio Sarri. De kender hinanden fra Napoli, og ifølge Marca er det et spørgsmål om timer, før en endelig aftale er på plads.

United venter på forsvarsklippe
Manchester United er længe blevet kædet sammen med Napolis forsvarsklippe Kalidou Koulibaly, og den engelske storklub havde angiveligt håbet at kunne hente den 27-årige senegaleser i denne måned. Napoli har dog afvist, og United håber nu, at de kan hente Koulibaly til sommer, erfarer ESPN's Manchester United-korrespondent.

Inter-flop er tæt på Flamengo
Ifølge det brasilianske medie Globoesporte lejer brasilianske Flamengo angriberen Gabriel Barbosa for resten af sæsonen i Inter. 22-årige Barbosa har senest været udlejet til Santos.

Betalte millioner for Paulsen
Ifølge det svenske medie FotbollDirekt betalte 2. Bundesliga-klubben Ingolstadt mellem fem og seks millioner kroner, da klubben købte danske Bjørn Paulsen fri i Hammarby.

Læs tirsdagens 'Transfertid' her

Sådan dækker vi transferrygter:
På bold.dk går vi meget op i, at vi ikke fylder vores læsere med røverhistorier, og derfor gør vi os umage, når vi vurderer og beslutter, hvilke transferrygter der skal ende som nyheder på bold.dk. 

Vi skriver derfor kun historier, som, ifølge vores vurdering, er de mest troværdige - primært fra de allermest troværdige medier og journalister fra ind- og udland.

Vi vurderer fra gang til gang, hvorvidt historien kan være sand ud fra blandt andet rygtets detaljeringsgrad, og vi vil, i det omfang det er muligt, selv forsøge at få be- eller afkræftet rygtet.

Annonce

22 kommentarer

Se kommentarer
Annonce