Transfertid er bold.dk's nye transferrygte-univers.
Intet er endeligt her, men vi vil forsøge at give dig det bedste og mest kvalificerede overblik over januars transferrygter fra medier og journalister, som, vi vurderer, er troværdige.
Fulham tæt på at hente Gary Cahill i Chelsea
33-årige Gary Cahill kan være på vej fra én London-klub til en anden. Sky Sports skriver nemlig, at Premier League-oprykkerne fra Fulham er tæt på at hente midtstopperen. Cahill har blot spillet 21 Premier League-minutter for Chelsea i denne sæson og har kontraktudløb til sommer.
Martin Caceres tæt på Bologna-skifte
Den rutinerede uruguayaner Martin Caceres er ifølge Sport Italia tæt på at bytte Lazio ud med Bologna. Mediet skriver, at klubberne er enige om en yderst beskeden overgangssum på cirka seks millioner kroner, og at Caceres er tæt på at være enig med Bologna om de personlige betingelser.
Også Guangzhou jagter eftertragtet Arnautovic
Østrigske Marko Arnautovic har længe været rygtet til Shanghai SIPG, men nu er også Guangzhou Evergrande interesserede, skriver Sky Sports. Mediet melder, at kineserne har haft de indledende samtaler, og derudover er han ikke en del af kamptruppen til West Hams Premier League-opgør mod Bournemouth, hvilket har pustet yderligere til rygterne om et snarligt exit.
Nantes-angriber har gennemført Cardiff-lægetjek
Emiliano Sala har tidligere været rygtet til Cardiff, og nu melder Sky Sports, at angriberen har gennemgået det obligatoriske lægetjek i Premier League-klubben. Dermed er et skifte angiveligt lige på trapperne, og det kan blive offentliggjort inden længe.
Bony er på vej til Qatar
Swansea-angriberen Wilfried Bony er på vej til Al-Sadd. Sky Sports skriver, at klubberne er tæt på at være enige om en aftale, der sender 30-årige Bony til Qatar-klubben, som også har spanske Xavi i truppen.
PSG byder på Zenit-midt
Ifølge Sky Italia har Paris SG budt i omegnen af 232 millioner kroner på Zenits centrale midtbanespiller Leandro Paredes. Ifølge samme medie har Chelsea også vist interesse for den 24-årige argentiner.
AC Milan tæt på grønt lys for Genoa-bomber
Krzysztof Piatek har været et varmt navn på rygtebørsen denne vinter efter en fremragende halvsæson i Genoa. Nu skriver Gazzetta dello Sport og Sport Mediaset, at Genoa-præsident Enrico Preziosi senere fredag mødes med AC Milan-sportsdirektør Leonardo for at få de sidste formelle detaljer på plads omkring en transfer. Der er ifølge medierne tale om en lejeaftale for resten af sæsonen med en købsoption på godt 190 millioner kroner.
Lampard tæt på Ashley Cole
38-årige Ashley Cole står uden klub, efter han forlod LA Galaxy ved årsskiftet, men nu er han ifølge Sky Sports langt i forhandlingerne med Derby, hvor Frank Lampard er manager. De to kender hinanden fra deres fælles fortid i Chelsea, og aftalen skulle gælde for resten af indeværende sæson, skriver Sky.
United slipper ikke Mctominay
Manchester United har ikke tænkt sig at udleje Scott Mctominay, siger Ole Gunnar Solskjær til Sky Sports. Midtbanespilleren var ellers et varmt navn i Celtic på rygtebørsen, men den 22-årige englænder bliver altså i United, hvis det står til Solskjær.
Ingen bud på Jonas Knudsen
Ipswich har ikke modtaget nogle bud på Jonas Knudsen, selvom både FCK, FCM og Fortuna Düsseldorf har været meldt interesseret i landsholdsbacken. Manager Paul Lambert vil dog finde en løsning, hvis Knudsen ikke ser sig selv i klubben på lang sigt.
Hany Mukhtar var enig med Genk
Hany Mukhtar var blevet enig med Genk om de personlige betingelser, skriver Het Laatste Nieuws. Belgierne var klar til at købe Brøndby-profilen fri, hvis anfører Alejandro Pozuelo var blevet solgt - men han bliver i klubben til sommer. Genk følger dog fortsat Mukhtar, skriver avisen.
Vejle-duo på vej væk
Sean Murray og Wang Zhenao har forladt Vejles træningslejr i Tyrkiet, da de skal prøve lykken andre steder, skriver Vejle Amts Folkeblad. Murray prøver lykken i en irsk klub, mens Zhenao skal vise sig frem i en kinesisk klub.
Tvivl om Durmisis skifte
Ifølge Radio Vigo er der opstået problemer i forbindelse med Riza Durmisis skifte fra Lazio til Celta Vigo. Parterne var tæt på at indgå en lejeaftale, men nu er der uenighed om størrelsen på købsoptionen, lyder det.
Kinesere vil have Payet
Kinesiske Shanghai SIPG vil hente Marseilles Dimitri Payet i dette transfervindue, skriver Sky Sports. Klubben står klar til at fordoble franskmandens løn, lyder det. Shanghai er på udkig efter offensiv forstærkning og har allerede fået to bud på West Hams Marko Arnautovis afvist.
Ramsey har skrevet under
Ifølge Sky Sports har Arsenals Aaron Ramsey allerede underskrevet en kontrakt med Juventus, der gør, at han skifter til den italienske mesterklub til sommer. Lægetjekket blev bestået i weekenden, skriver mediet.
West Ham åbner for salg af stjerne
West Ham-manager Manuel Pellegrini forklarer til Sky Sports, at Marko Arnautovic kan blive solgt, hvis betingelserne er de rette. Klubben har dog ikke lyst til at lade østrigeren skifte. West Ham har angiveligt afvist to bud fra kinesiske Shanghai SIPG på spilleren.
Læs onsdagens 'Transfertid' HER.
Sådan dækker vi transferrygter:
På bold.dk går vi meget op i, at vi ikke fylder vores læsere med røverhistorier, og derfor gør vi os umage, når vi vurderer og beslutter, hvilke transferrygter der skal ende som nyheder på bold.dk.
Vi skriver derfor kun historier, som, ifølge vores vurdering, er de mest troværdige - primært fra de allermest troværdige medier og journalister fra ind- og udland.
Vi vurderer fra gang til gang, hvorvidt historien kan være sand ud fra blandt andet rygtets detaljeringsgrad, og vi vil, i det omfang det er muligt, selv forsøge at få be- eller afkræftet rygtet.



Marseille
Nantes
Chelsea
Arsenal
Fulham
Manchester United
Cardiff
West Ham
Derby
Lazio
AC Milan
Bologna
Juventus
Genoa
Guangzhou FC
Shanghai Port






























