Transfertid er bold.dk's nye transferrygte-univers.
Intet er endeligt her, men vi vil forsøge at give dig det bedste og mest kvalificerede overblik over januars transferrygter fra medier og journalister, som, vi vurderer, er troværdige.
Mandag den 7. januar:
Qatar vil have Wenger
Arbejdsløse Arsene Wenger bliver jævnligt nævnt i forbindelse med forskellige jobs i fodboldverden, og France Football skriver nu, at de kommende VM-værter Qatar er ude med snøren efter den mangeårige Arsenal-chef. Lokkemaden er udover landstrænerjobbet en ledende rolle i fodboldens udvikling i Qatar.
Rafinha på vej til Brasilien
Efter otte år i Bayern München har højrebacken Rafinha kontraktudløb til sommer, og ifølge tyske Sky er Flamengo i dialog med 33-årige Rafinhas repræsentanter om et skifte. Også Sao Paulo og Porto Alegre er interesserede.
Lazio afviser Liverpool-fangst
Lazio afviser, at de er tæt på at hente Liverpools 19-årige offensivspiller Bobby Adekanye, som flere både italienske og engelske medier har skrevet i de seneste uger.
Adekanye har kontraktudløb til sommer, men Lazio har ifølge sin hjemmeside hverken 'skrevet kontrakt med' eller 'forhandlet' med hollænderen, der har været forbi både Ajax, PSV og Barcelona inden sin tid i Liverpool.
Robben overvejer Inter
Arjen Robben kan være på vej til italienske Inter. Direkte adspurgt om Milano-klubbens påståede interesse siger Robben ifølge football-italia.net: 'Jeg er meget stolt over og glad for de tilbud, som jeg har fået. De seneste uger har været ret travle.'
Pepe afviser Arsenal
35-årige Pepe ophævede i december sin aftale med Besiktas. Han er siden blevet meldt tæt på trængte Monaco, og ifølge L'Equipe har portugiseren afvist Arsenal for at spille under Thierry Henry i fyrstedømmet.
BEKRÆFTET: Emil Lyng rykker til Island
29-årige Emil Lyng er ifølge islandske 433.is på vej til mesterklubben Valur, der har sagt farvel til sine danske angribere Patrick Pedersen og Tobias Thomsen. Lyng har siden sommer spillet hos ungarske Haladas.
BEKRÆFTET: Bjørn Paulsen på vej til Tyskland
Bjørn Paulsen er ifølge lokalavisen Donau Kurier på vej til 2. Bundesliga-klubben Ingolstadt. Danskeren mødte ikke op til første træningsdag i Hammarby, og cheftræner Stefan Billborn ved ikke, hvor han er.
United vil have Roma-forsvarer
Manchester United er ifølge flere medier interesseret i Romas 27-årige forsvarsspiller Kostas Manolas. Det skriver blandt andre Gazzetta dello Sport.
Den græske forsvarsspiller har angiveligt en frikøbsklausul på 250 millioner kroner, som Manchester United er klar til at indløse til sommer. Roma forsøger at forlænge med grækeren, så han i så fald bliver dyrere.
Vejle tæt på Lyngby-profil
Ifølge TV3 Sport er Vejle Boldklub tæt på at sikre sig Lyngbys midtbanespiller Mathias Hebo Rasmussen. Prisen lyder på en million kroner, og Vejle forsøgte ifølge mediet allerede i sommer at hente Lyngby-profilen.
Juventus tæt på forsvarstalent
Den 20-årige argentiner Cristian Romero har imponeret for Genoa og er derfor kommet i Juventus' søgelys. Skiftet til Juventus, som ventes at koste mellem 15 og 25 millioner euro, skal dog angiveligt først gennemføres i 2020. Det skriver Gazzetta dello Sport.
BEKRÆFTET: Randers henter AC Horsens-anfører
Randers henter ifølge TV3 Sport forstærkning i AC Horsens i form af de gules anfører Mathias Nielsen - senest til sommer hvor hans kontrakt udløber. 27-årige Nielsen har været fast mand hos Bo Henriksens tropper, når han da ikke har været ramt af skader.
Juventus vil Ramsey nu
Juventus vil angiveligt gerne have Aaron Ramsey til klubben i denne måned i stedet for at vente til sommer, hvor hans kontrakt med Arsenal udløber. Det skriver Calciomercato. Juventus er ifølge det italienske medie klar til at betale omkring 80 millioner kroner, men London-klubben vil angiveligt have det dobbelte, hvis de skal slippe den 28-årige waliser før tid.
BEKRÆFTET: Mikkel Beckmann bliver assistent i Lyngby
Mikkel Beckmann bliver ifølge TV3 Sport ny assistenttræner i Lyngby. Klubben fyrede for nylig Mark Strudal og ansatte Christian Nielsen som cheftræner, og han får altså angiveligt Beckmann som assistent. Lyngby skulle ifølge mediet præsentere ham senere mandag.
Opdateret: Lyngby har kl. 10.45 offentliggjort ansættelsen af Beckmann.
Tyrkisk talent rygtet til Liverpool
Det tyrkiske stortalent Abdulkadir Omur er blevet rygtet til Liverpool i et skifte til 225 millioner kroner, og nu bekræfter den 19-årige hovedperson selv, at han er klar til at skifte, hvis han får lov af sin nuværende klub Trabzonspor.
'Hvis min klub siger, at jeg kan skifte, så skifter jeg. Men hvis de siger, at jeg skal blive, så bliver jeg. Vi må se,' siger han til CNN Turk.
Diego Godin er på vej til Inter
Ifølge både italienske og spanske medier stopper forsvarsprofilen Diego Godin i Atletico Madrid, når hans kontrakt med klubben udløber til sommer. Italienske Sky Sport mener at vide, at 32-årige Godin fortsætter i Inter, hvor han får en kontrakt til sommeren 2021.
Barcelona snupper PSG-spiller
Det er så godt som sikkert, at Adrien Rabiot stopper i Paris SG til sommer. Rabiot vil ikke forlænge og er røget ud af truppen. Barcelona har meldt sig interesseret i midtbanespilleren, og ifølge journalisten Fabrizio Romano, som blandt andet arbejder for italienske Sky Sport og engelske The Guardian, er Barca og Rabiot allerede enige om en kontrakt, og Rabiot skifter transferfrit til den spanske storklub til sommer.
Sådan dækker vi transferrygter:
På bold.dk går vi meget op i, at vi ikke fylder vores læsere med røverhistorier, og derfor gør vi os umage, når vi vurderer og beslutter, hvilke transferrygter der skal ende som nyheder på bold.dk.
Vi skriver derfor kun historier, som, ifølge vores vurdering, er de mest troværdige - primært fra de allermest troværdige medier og journalister fra ind- og udland.
Vi vurderer fra gang til gang, hvorvidt historien kan være sand ud fra blandt andet rygtets detaljeringsgrad, og vi vil, i det omfang det er muligt, selv forsøge at få be- eller afkræftet rygtet.


Monaco
Liverpool
Arsenal
Manchester United
Bayern München
Inter
Roma
Juventus
Trabzonspor
Valur
Premier League
Bundesliga
SüperLig


























