Luk

Traore-drøn sikrede Aston Villa fuld gevinst

| Premier League | 8 kommentarer

Infoboks

Aston Villa - Newcastle 2-0
Premier League
13' 1-0 Ollie Watkins
42' 2-0 Bertrand Traoré

Bertrand Traore scorede et fornemt mål, da Aston Villa lørdag besejrede Newcastle med 2-0 og kom tilbage på sporet i Premier League.

Aston Villa har imponeret i første halvdel af sæsonen og havde lørdag mulighed for at overhale både Arsenal, Southampton og Chelsea i tabellen.

Det krævede dog en sejr i hjemmekampen mod Newcastle, efter Aston Villa ikke havde vundet i de seneste tre ligakampe, men på Villa Park var det værterne, som greb taktstokken.

Efter 11 minutter var Villa tæt på en føring, men Ollie Watkins nåede akkurat ikke frem til Matt Targetts indlæg fra venstre side.

To minutter senere var opskriften fuldstændig den samme. Matt Targett sendte et indlæg ind foran, hvor Newcastle-stopperen Fabian Schär ikke fik clearet ordentligt, og så kunne Ollie Watkins stange bolden i kassen til 1-0.

Efter føringsmålet til Aston Villa kom Newcastle bedre med og havde optræk til et par gode chancer, men den sidste kvalitet manglede i offensiven.

I den anden ende havde Ollie Watkins fået smag for det, efter han havde fået brudt sin scoringstørke, og i det 33. minut fordoblede han til 2-0 med en flad afslutning, men scoringen blev korrekt annulleret for offside.

2-0 skulle det dog blive tre minutter før pausen, hvor Bertrand Traore bragede bolden helt op i krogen via undersiden af overliggeren.

Newcastle havde derfor ryggen mod muren i de sidste 45 minutter, men ikke meget tydede på, at gæsterne skulle få et resultat.

Villa fortsatte med at skabe gode chancer og tillod ikke gæsterne at komme til meget.

Midtvejs i anden halvleg forsøgte Ross Barkley sig med en akrobatisk afslutning, men sendte bolden forbi målrammen.

Newcastle formåede aldrig for alvor at sætte værterne under pres, så Aston Villa cruisede en ganske komfortabel 2-0-sejr i hus og hopper således op som nummer otte i Premier League.


Af Martin Schmidt
Torsdag 4. marts
Onsdag 3. marts