Divisionsforeningen har bekræftet, at 2. division går i gang i weekenden, DIF og DGI meddeler, at turneringer kan gå i gang og DBU skriver, at alle niveauer nu kan spille kampe igen.
Men alligevel venter 2. divisionsklubben Brønshøj med at kalde sine kontraktansatte tilbage på arbejde, fordi man ikke mener, at Divisionsforeningens begrundelse, i en bekræftelse sendt til klubberne, er nok.
Således lyder Divisionsforeningens begrundelse ifølge Brønshøj:
- I dag har regeringen hævet forsamlingsforbuddet til 50 personer. I får derfor en bekræftelse på, at 2. division bliver gennemført med 6. spillerunder, som klubberne tidligere er blevet orienteret om. Den første spillerunde afvikles d. 13-14 juni.
Til det skriver Brønshøj-direktør Dennis Kjeldsen i en pressemeddelelse:
- Det forhold, at Divisionsforeningen sender en bekræftelse på, at 2. division bliver genoptaget med første spillerunde d. 13.-14. juni motiveret med, at forsamlingsforbuddet er blevet hævet til 50 personer giver umiddelbart ikke mening, lyder det og fortsætter:
- Brønshøj Boldklub ApS har fortsat det principielle standpunkt, at vi holder vores kontraktansatte hjemme, indtil dato for første turneringskamp bliver godkendt af myndighederne.
Brønshøj skriver, at desuden, at man kræver tests i 2. division i lighed med holdene i Superligaen og 1. division, hvis 2. division skal genoptages.
2. divisionsklubben oplyser, at Divisionsforeningen informerer klubberne yderligere ved et møde tirsdag eftermiddag.
Her forventer Brønshøj konkret viden omkring beslutningsgrundlag, protokoller, testning med mere.
Brønshøj-direktøren retter også bekymring mod den korte opstartsperiode før de seks runder, der skal spilles fra den kommende weekend til 4. juli.


Brønshøj Boldklub
CampoBet 2. division





























