Luk

Tyrkiets landstræner: Midtbanen har skuffet

| EM | 3 kommentarer

Infoboks

Tyrkiets landstræner, Senol Günes, er ikke tilfreds med det tyrkiske spil indtil videre ved EM-slutrunden, hvor især midtbanen har været et problem ifølge landstræneren.

Tyrkiet har fået en dårlig start på EM, hvor det er blevet til nederlag mod både Italien og Wales i de to første kampe.

Det er også to nederlag, som ærgrer Tyrkiets landstræner, Senol Günes. Det fortæller landstræneren på pressemødet inden kampen mod Schweiz.

- De første to kampe var foruroligende for os. Vi levede ikke op til forventningerne. Italien-kampen var forståelig, men vores indsats mod Wales gjorde os virkeligt oprørte, siger landstræneren og tilføjer om kampen mod Schweiz:

- Schweiz er en svær modstander, og de har en god træner og kvalitetsspillere. Vi kan lave nogle ændringer på holdet mod Schweiz. Især på midtbanen har vi været skuffende både offensivt og defensivt.

- Jeg var så tilfreds med præstationerne under kvalifikationen til EM og VM, men vi har haft problemer her, siger Senol Günes ifølge UEFA.

Tyrkiet ligger aktuelt sidst i Gruppe A med nul point. Søndagens modstander fra Schweiz ligger nummer tre med ét point, mens Italien og Wales fører gruppen med henholdsvis seks og fire point. 

Tyrkiets kamp mod Schweiz starter klokken 18.


Af Krister Olsen
Torsdag 21. oktober