Luk

Tyskland er i U21-finalen efter turbomål

| EM U21 | 0 kommentarer

Infoboks

Holland U21 - Tyskland U21 1-2
EM U21 Finaler
1' 0-1 Florian Wirtz
8' 0-2 Florian Wirtz
67' 1-2 Perr Schuurs

Tyskland vandt 2-1 over Holland i semifinalen ved U21-EM takket være to tidlige mål af Florian Wirtz, og dermed er tyskerne i finalen, hvor Portugal venter.

Tyskland sendte Danmark ud af kvartfinalen ved U21-EM, og torsdag aften stod tyskerne så i semifinalen mod Holland.

Tyskerne fik en forrygende start på opgøret, for takket være et mål i første og ottende minut var holdet foran med 2-0, og i begge tilfælde var Bayer Leverkusen-spilleren Florian Wirtz målscoreren.

Den første kasse var et fuldkommen forrygende angreb, der startede helt nede i eget felt, og takket være nogle flotte kombinationer og et fikst indlæg fra Lukas Nmecha endte bolden hos Wirtz, der sendte kuglen ind til 1-0.

Syv minutter senere tog Wirtz et par træk uden for feltet og hamrede bolden i mål til 2-0, og så var det for alvor op ad bakke for Holland.

Wirtz havde chancer til et hattrick, ligesom Mergim Berisha havde et frispark på stolpen, men stillingen var 2-0 ved pausen.

Holland havde haft det svært i første halvleg, men kom bedre med efter pausen, selvom tyskerne stadig var skarpe.

Mergim Berisha pandede et hovedstød på stolpen efter en time, men kort efter kom reduceringen for Holland.

Et frispark blev forlænget i feltet, og så stod Perr Schuurs ganske fri bagest i feltet, hvor han kunne sparke Holland på 1-2.

Herefter pressede Holland gevaldigt på, og kort før tid fik de et mål af Myron Boadu underkendt for offside til stor undren for den hollandske lejr.

Tættere på kom Holland ikke, og derfor vandt Tyskland kampen 2-1, hvilket sender dem i finalen ved U21-EM, hvor de møder Portugal.

Finalen spilles på søndag klokken 21.00.


Af Sara Margren
Tirsdag 15. juni
Mandag 14. juni