Luk

U-topscorer kvitter Helsingør: Skal til Serie 1

| FC Helsingør | 0 kommentarer

Infoboks

Vendsyssel FF - FC Helsingør
NordicBet Liga (24/10)
Oddset 4,50 3,75 1,72
bet365 4,00 3,75 1,75

Valdemar Holze blev i den seneste sæson topscorer i U19 Divisionen for FC Helsingør med 22 mål, men nu skal den unge angriber tørne ud for Serie 1-mandskabet Espergærde IF.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Valdemar Holze var brandvarm i den seneste sæson af U19 Divisionen. Den unge FC Helsingør-angriber viste stor målnæse, hvor han nettede hele 22 gange i 27 opgør, hvilket gjorde ham til topscorer i U19 Divisionen.

Fremtiden ligger dog ikke i FC Helsingør længere.

Valdemar Holze siger til LigaBold.dk, at han har valgt at forlade FC Helsingør, da angriberen gerne vil have erfaring med seniorfodbold. Han er i stedet for draget til Espergærde IF, der huserer i Serie 1, og det er en klub, som han kender godt.

- Jeg spillede på Helsingørs U19-hold, og jeg havde trænet en del med seniortruppen. Så fik jeg et tilbud om at træne to gange med seniorholdet og to gange med U19-holdet i år, og det, synes jeg ikke, var et tilbud for mig, fordi jeg ville gerne spille noget fast seniorbold. Så havde jeg lange overvejelser, om jeg skulle tage ud at prøve diverse klubber eksempelvis 2. division, men så lød det bare fint.

- Jeg har altid boet og kendt Espergærde, og jeg har set deres kampe, og der er fed stemning oppe i byen, så jeg tænkte egentlig, at det lød meget sjovt. Jeg vidste, at der kom nogle andre, så vi kunne få et rigtig godt hold og spille med om oprykning, siger Valdemar Holze til LigaBold.dk.

Holze siger, at han er lidt skuffet over, at han ikke fik chancen i højere grad på FC Helsingørs seniorhold, men lige nu nyder den unge angriber tilværelsen i Espergærde IF.

- Efter, at jeg er startet i Espergærde, så er jeg blevet helt vildt glad, og jeg har også fået et arbejde ved siden af, og det hele fungerer bare i mit liv p.t., siger Holze, der arbejder som vikar i en børnehave ved siden af.

Modstandere går mere til den i Serie 1

Holze har fået en flyvende start på tilværelsen i Espergærde. Lige nu topper den 19-årige angriber topscorerlisten med otte mål i de første fem kampe, og han har som første mål at komme over 20 mål i løbet af sæsonen.

Han beskriver sig selv som en hurtig angriber med en målnæse, der er god til at assistere sine medspillere og samtidig har en god spilforståelse. Derudover kan han også spille flere positioner.

Han kan dog godt mærke, at det er noget andet at spille fodbold på seniorniveau.

- Niveauet var selvfølgelig højere, når jeg trænede med Helsingørs seniortrup end i Espergærde. Det giver lidt sig selv. Der er helt klart noget andet fysisk at spille seniorbold end at spille U19. Modstanderne er lidt højere og går lidt mere til den, og dommeren dømmer ikke alle de små frispark, så det er der klart noget anderledes i. I Serie 1 giver gult kort ti minutter, så det skal man også lige vende sig til.

Holze håber, at han kan hjælpe Espergærde til oprykning til Sjællandsserien, og han kan mærke, at klubben møder stor opbakning. Hvad der kommer til at ske i fremtiden, er ikke til at sige.

- Det er stadig min drøm (at spille på højere niveau, red.), men man skal aldrig sige aldrig. Nu må vi se, hvordan det går her, og hvis der kommer et eller andet, så skal jeg aldrig sige aldrig, siger Valdemar Holze til LigaBold.dk.

Espergærde IF indtager førstepladsen med fem sejre ud af fem mulige i Serie 1 Pulje 1.

Valdemar Holze er noteret for én officiel førsteholdskamp for FC Helsingør, og det var i pokalopgøret mod Bispebjerg Boldklub, hvor FC Helsingør noget sensationelt blev sendt ud af Sydbank Pokalen i september 2020.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Fredag 22. oktober