Luk

U21-chef om Skov Olsen: Ikke let i Sydeuropa

| Serie A | 6 kommentarer

Infoboks

Bologna - Cagliari
Serie A (31/10)
Oddset 1,95 4,10 3,65
bet365 2,00 3,75 3,40

Albert Capellas er imponeret over Andreas Skov Olsen, og U21-landstræneren pointerer, at det ofte er svært for danskere at slå igennem i sydeuropæiske lande.

Andreas Skov Olsen skiftede for et års tid siden de trygge rammer i FC Nordsjælland ud med Serie A-klubben Bologna.

Selvom en del har været som indskifter, står den danske offensivspiller noteret for hæderlige 26 kampe i sin første sæson i Serie A.

U21-landstræner Albert Capellas er imponeret over Skov Olsen, der er kommet til en liga, hvor det er særdeles svært at slå igennem som ung, siger Capellas.

- Han er virkelig talentfuld og har en stor fremtid foran sig, siger Capellas til bold.dk og fortsætter:

- At spille i Italien er slet ikke let. Det ved jeg, fordi jeg er fra Spanien. Lande som Italien, Grækenland, Spanien, Tyrkiet og Portugal er svære at spille i på grund af mentaliteten. Niveauet er tårnhøjt, for det er ægte fodboldlande med mange indbyggere og penge til at få de bedste talenter.

- Danmark er et virkelig godt land i fodbold, men landet i sig er ikke ret stort, og derfor er det ofte svært for danskere i udlandet, fordi de oplever en helt ny virkelighed.

- Italien er ikke kendt som et land, der giver mange muligheder til unge spillere, men Andreas har fået chancen, og det er en stor anerkendelse af ham, siger Albert Capellas.

Mihajlovic vil motivere med kritik

Bologna-træner Sinisa Mihajlovic langede i midten af juli ud efter Andreas Skov Olsen, som ifølge serberen ikke har vist noget endnu.

Albert Capellas var dog på ingen måde bekymret, da han læste udtalelserne.

- Af og til udtaler trænere ting for at motivere spillerne og få det bedste ud af dem. Sådanne citater kommer sommetider, men jeg er sikker på, at han kender Andreas' kvaliteter, siger Capellas.

U21-landstræneren er ikke meget for at forholde sig til, om han helst ser Skov Olsen fortsætte i Bologna, men spanieren tror på, at danskeren kan blive en succes, hvor han er.

- Det er ikke op til mig, om han skal fortsætte i Bologna. Jeg håber, at mine spillere spiller fast i de store ligaer, og Andreas har kvaliteterne og mentaliteten til at gøre det i Serie A.

- Andreas har gjort det godt. Selvfølgelig kan hans tal være højere, men det kæmper han hårdt for. Han har stor selvtillid, og jeg er helt sikker på, at han får succes, siger Albert Capellas til bold.dk.

20-årige Andreas Skov Olsen har kontrakt til 2024 i Bologna.


Af Martin Schmidt

6 kommentarer

FC Nordsjælland 08:36          
Inden der kommer de sædvanlige udtalelser om FCN-talenter der ikke slår til, kan jeg da lige fortælle, at FCN mente at ASO IKKE skulle afsted og at han IKKE var klar til at tage skridtet til udlandet endnu, men burde have et års mere erfaring og rutine i Superligaen. Desværre havde han kun et år tilbage på kontrakten, så der var ikke meget FCN kunne stille op.

Vi FCN-fans (de få af os der nu er) havde da også meget gerne set ham et år mere i FCN.
Derfor 09:48          
Det er mentalitet nu.. Enten har han den ellers har han ikke.. Han har helt sikkert værktøjskassen
T-Knogle 10:37          
Desværre havde han kun et år tilbage på kontrakten, så der var ikke meget FCN kunne stille op.
Hvis man har en spiller på kontrakt i et år, og man virkelig mener at spilleren har brug for et år mere i superligaen, så var der det da super nemt bare at sige nej til Bologna og andre bejlere og lade ham spille kontrakten ud. Men det var selvfølgelig ikke lige så vigtigt at varetage Skov Olsens interesseret som at varetage ejernes.
FC Nordsjælland 11:24          
Hvis man har en spiller på kontrakt i et år, og man virkelig mener at spilleren har brug for et år mere i superligaen, så var der det da super nemt bare at sige nej til Bologna og andre bejlere og lade ham spille kontrakten ud. Men det var selvfølgelig ikke lige så vigtigt at varetage Skov Olsens interesseret som at varetage ejernes.
Og hvordan tror du ASO havde reageret på at man havde forbudt ham at skifte? Ville det have været i hans interesse?

Hvis man har en 18-spiller med 1 år tilbage af kontrakten der kun har bevist sig i Superligaen og der kommer en udenlandsk klub og tilbyder 45 mio. og spilleren selv vil af sted, så kan man da ikke gøre meget andet end at sige ja.

Står en klub og skal vælge mellem en spillers ønske og 45 mio. versus en utilfreds spiller og kr. 0 er der vel ikke så meget valg?

FCN og ASO har i øvrigt et fint forhold i dag.
peanuts 11:32          
med et år tilbage er der ingen dansk klub som siger nej til 45 millioner, og tænker faktisk kun at det er FCK/FCM og så måske FCN med et megatalent som kan sige nej til 45 millioner for en spiller der er kommet igennem eget akademi.
Aarhusianeren 11:58          
Uanset hvad er det også alt for tidligt at vurdere ASO´s tid i udlandet. Lad os vurdere det, hvis han en dag vender hjem igen eller når karrieren er slut.

Han er stadig bare en knægt, som i øvrigt fik langt mere spilletid end jeg havde frygtet i konkurrencen med Orsolini.

Desuden er der især i Italien en tendens med, at første år lærer man sproget, fodboldkulturen mm., hvorefter man i sæson to har bedre forudsætninger for at blive en succes.

Jeg er stadig optimistisk, og jeg håber virkelig ikke, at ASO smider håndklædet i ringen allerede nu!
Onsdag 28. oktober
Tirsdag 27. oktober