Luk

U21-chef om vrede spillere: Var allerede vraget

| EM U21 | 0 kommentarer
U21-chef om vrede spillere: Var allerede vraget
Foto: Getty Images

Rafik Zekhnini, Tobias Heintz og Dennis Tørset Jonhsen har afvist at spille på Norges U21-landshold, men de havde slet ikke behøvet at melde afbud. De var nemlig slet ikke udtaget, siger landstræneren nu.

De tre norske U21-landsholdsspillere Rafik Zekhnini, Tobias Heintz og Dennis Tørset Jonhsen har besluttet sig for, at de ikke vil spille på landsholdet, så længe Leif Gunnar Smerud er landstræner.

Men den ulejlighed havde de slet ikke behøvet at gøre sig – de var nemlig slet ikke på listen over spillere, der skulle med til den kommende samling, siger landstræneren nu i kølvandet på de tre spilleres afbud.

Det norske fodboldforbund sendte ellers et såkaldt call-up ud til de tre spillere den 24. oktober, men forbundets elitedirektør Lise Klaveness siger til VG, at hun allerede 18. oktober fik at vide, at de tre spillere ikke skulle med.

Det såkaldte call-up blev sendt ud til alle spillere, der var med ved den seneste landsholdssamling – og lige efter det meldte de tre spillere ud, at de ikke ville stille op, mens Smerud er træner.

Det var dog ikke en fejl, at de tre spillere fik det såkaldte call-up, selvom de ikke var tiltænkt en plads i truppen, slår landstræneren fast.

- Vi ønskede mest muligt ro om selve udtagelsen og bedre tid til direkte kommunikation med spillerne, så vi besluttede, at koordinatoren skulle følge vanlig procedure og sende call-up til de samme, som var med sidst.

- Planen var så at kontakte de aktuelle spillere og informere om beslutningen, siger Smerud til VG og slår efterfølgende fast, at de tre spillere slet ikke var inde i billedet til holdet.

Landstræneren bliver derefter konfronteret med, at Tobias Heintz har spillet alle U21-landskampe indtil nu.

- Han har været sportsligt kvalificeret, men der har været en proces parallelt, som har indebåret udfordringer, og nu er vi kommet til et punkt, hvor det ikke længere er aktuelt at udtage ham, siger Smerud.

Rafik Zekhnini fnyser ad landstrænerens udlægning og siger, at de i forbundet er voksne og bør stå ved det, hvis det er de tre spilleres afbud, der får forbundet til at komme med udmeldingen nu.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Torsdag 23. januar
Onsdag 22. januar