Luk

U21-profil: Kommer for at bevise en masse

| EM U21 | 0 kommentarer
U21-profil: Kommer for at bevise en masse
Foto: Anders Kjærbye / fodboldbilleder.dk

Infoboks

Finland U21 - Danmark U21
EM U21 Kvalifikation Gruppe 8 (14/10)
bet365 4,33 3,40 1,85
NordicBet 3,90 3,55 1,85

Andreas Skov Olsen kommer til U21-landsholdssamling for at bevise sig, og Bologna-kanten har store forventninger til Danmarks kampe mod Nordirland og Finland.

Danmark spiller torsdag aften U21-landskamp mod Nordirland, og de unge danskere skal forsøge at lægge ovenpå sejren over Rumænien i holdets første runde i kvalifikationen, inden Finland venter mandag i tredje runde.

U21-profilen Andreas Skov Olsen har store forventninger til de to kampe, som meget gerne skulle ende ud i seks point, fortæller han til bold.dk.

- Vi havde en rigtig god samling sidst og startede godt ud med en sejr over det måske bedste hold i vores pulje, så jeg har store forventninger til de her kampe, som vi skal vinde, fortæller Bologna-angriberen og fortæller om tilgangen til torsdagens kamp på Aalborg Portland Park.

- Vi har set lidt video af dem, men vi skal ikke koncentrere os om Nordirland. Vi spiller hjemme og vi skal spille på vores præmisser, så det er dem, der justerer efter os og ikke omvendt.

I kampen mod Rumænien var Skov Olsen stærkt medvirkende i sejren på 2-1 med to mål, og han har igen i sinde at vise sig frem.

- Jeg kommer for at bevise en masse og for at gøre min ting her på holdet med scoringer. Det er et godt udstillingsvindue for mig at få en startplads her i stedet for et indhop.

19-årige Skov Olsen er på klubplan ved at overbevise Bologna om, at han skal have flere kampe fra start, da han efter sit sommerskifte har opnået fire optrædener, som alle er kommet fra bænken.

Ingen stor omvæltning med ny træner

Andreas Skov Olsen var på trods af sin unge alder også en del af det seneste U21-landshold, og den tidligere Superliga-bomber har ikke mærket en stor forandring i skiftet fra Niels Frederiksen til Albert Capellas som U21-landstræner, der denne gang mødes for anden gang.

- Gruppen kender hinanden bedre nu, og det er et glimrende hold, vi har. Albert er en god spillende træner, og der er ikke nogen stor forskel system- og spillemæssigt.

- Niels (Frederiksen, red.) ville gerne spille på jorden, presse højt og spille fremadrettet, og det samme vil Albert. Selvfølgelig er der lidt forskelligt, men måderne at gøre det på, men overgangen har ikke været så stor.

- Jeg er super glad for at have Albert, og det ved jeg også, de andre er.

Skov Olsen har spillet 12 U21-landskampe og har nettet fire gange.


Af Jonas Dalgård

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Søndag 13. oktober