Luk

Ubekymret FCN-træner erkender: Vi er i krise

| 3F Superliga | 3 kommentarer

Med sit femte Superliga-nederlag i streg anerkender FCN-træner Flemming Pedersen holdets spillemæssige krise.

Søndag løb FC Nordsjælland ind i sit femte nederlag i træk i Superligaen, da klubben tabte med 1-4 på udebane mod Silkeborg IF.

Holdet har ikke vundet i Superligaen siden 23. august, og FC Nordsjællands cheftræner, Flemming Pedersen, erkender da også, at krisen kradser hos nordsjællænderne.

- Selvfølgelig er vi i en resultatmæssig krise, og fem nederlag i træk er meget.

- Vi er også lidt i en forsvarsmæssig krise. Det er ikke mange muligheder, modstanderne skal have, før de scorer. Det er vi nødt til at kigge på, siger Flemming Pedersen.

Selv om det ser skidt ud, er FCN-træneren dog ikke bekymret for holdets forfatning.

- For det første ligger det ikke til min natur at være bekymret.

- For det andet har jeg så meget tillid til den måde, som vi gør tingene på i Nordsjælland, siger FCN-træneren.

Flemming Pedersen påpeger, at det i høj grad var personlige fejl, der var forskellen på FCN og Silkeborg søndag, og ifølge midtbanespiller Magnus Kofod skulle forklaringen på nederlaget findes i felterne.

- Vi kollapsede fra start og lignede ikke nogen, der ville spille fodbold. Spillet og chancerne, vi skabte, var egentlig okay, men kvaliteten i begge felter var langt fra tilfredsstillende.

- Vi skal kigge indad og finde ud af, hvad vi kan gøre bedre. For lige nu er der mange ting, der skal gøres bedre, siger Magnus Kofod.

Silkeborgs angriber og dobbelte målscorer, Nicklas Helenius, mener, at han og holdkammeraterne har overhalet FCN på et parameter, hvor nordsjællænderne normalt står stærkt.

- Når vi kigger over flere kampe, synes jeg generelt, at vi er bedre end FCN med bolden.

- Måske ikke lige i dag, men når vi kigger over alle kampe, er vi nok blevet lidt bedre med bolden, siger Helenius.

Det anerkender FCN-træner Flemming Pedersen.

- Det er svært at argumentere imod, at Silkeborg er bedre end os lige nu. Som hold har de været mere solide end os, hvilket resultaterne også vidner om.

- Det er et noget stærkere Silkeborg-hold i forhold til sidst, de var i Superligaen, siger Flemming Pedersen.

Sidst Silkeborg var i Superligaen, rykkede klubben ned med det samme igen. Det var i 2019/20-sæsonen.

/ritzau/


Af Jonas Dalgård
Søndag 24. oktober
Lørdag 23. oktober