Infoboks
UEFA har valgt at udsætte og aflyse en række ungdomslandskampe, der skulle være spillet i efteråret, hvilket DBU's talentudviklingschef begræder.
Coronavirussen har allerede haft store konsekvenser for fodbolden, og det får nu også betydning for flere ungdomslandskampe, der var planlagt til det kommende efterår.
Torsdag meddeler DBU nemlig, at UEFA har valgt at udskyde visse kampe, mens andre er aflyst helt, og det ærgrer Flemming Berg, der er talentudviklingschef i DBU.
- At spille mange internationale kampe giver selvsagt mere erfaring og større udvikling af vores dygtige unge talenter til gavn for dem selv, deres klubber og dansk fodbold.
- Så selvfølgeligt er det ærgerligt, at muligheden for at opnå en vigtig international erfaring bliver sat på pause i længere tid. Men når det er sagt, er det noget, der gør sig gældende for alle nationer, vi måler os med, og sundheden er langt vigtigere end fodbold.
- Så vi respekterer naturligvis UEFA’s beslutning og glæder os bare til, at vi igen kan komme til spille landskampe igen, siger Flemming Berg.
DBU skriver på egen hjemmeside, at man fortsat arbejder på at kunne afvikle venskabskampe mod nationer, hvor det er sundhedsmæssigt forsvarligt.
Hvordan U17- og U19-landsholdene rammes, kan du se ved at klikke her.
0 kommentarer
Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.
Vær den første til at kommentere i vores forum.