3F Superliga -Uffe Bech: Fossum passer perfekt til AaB
2019-08-16 15:35:07
Foto: AaB

Uffe Bech: Fossum passer perfekt til AaB

AaB har i Iver Fossum fået en stærk tilgang til truppen, mener Fossums tidligere holdkammerat i Hannover, Uffe Bech. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

AaB præsenterede fredag ny forstærkning til midtbanen, da klubben har hentet norske Iver Fossum.

Nordjyderne har lavet et scoop med Fossum, mener nordmandens tidligere holdkammerat i Hannover, Uffe Bech. 

Uffe Bech har siden januar 2016 spillet sammen med Iver Fossum i Hannover og er imponeret af midtbanespilleren.

- Han er en intelligent og teknisk dygtig spiller med en god pasningsfod. Han kan kontrollere tempoet i kampene, og samtidig er han løbestærk, siger Bech til bold.dk.

- Han satte Bundesliga-rekord for flest løbede meter under en kamp, da vi tabte 0-4 til Wolfsburg på et tidspunkt (i 2016, red.). Jeg kan huske, vi jokede med, at han havde løbet over 14 kilometer og ikke rørt bolden.

Uffe Bech påpeger, at det ikke kun er løbekapaciteten, som gør Fossum til en dygtig spiller.

Han har mange gode kvaliteter på og uden for banen, forklarer Bech, som netop selv er skiftet til Panathinaikos.

- Selvom han ikke er et typisk Bundesliga-monster rent fysisk, er han en rigtig dygtig spiller på alle andre parametre. Han er guld værd at have på et hold, for han gør alle sine medspillere bedre. Han er bundsolid og spiller næsten aldrig en dårlig kamp.

- Jeg tror, han kommer til at passe perfekt ind på et teknisk godt AaB-hold. Som sagt vil han kunne gøre sine holdkammerater gode, og det kan AaB’s offensive spillere nyde godt af. Han er et super bindeled mellem forsvar og angreb.

- Slutteligt er han et fantastisk godt menneske, og vi blev gode venner i vores tid sammen i Hannover. Han kommer til at blive meget vellidt i omklædningsrummet, siger Bech.

23-årige Fossum har fået en fireårig kontrakt med AaB.

Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce