Luk

Uheldige Lålå nærmer sig comeback

| NordicBet Liga | 1 kommentar
Uheldige Lålå nærmer sig comeback
Foto: FC Helsingør

Infoboks

FC Helsingør - FA 2000
2. Division Gruppe 1 (25/10)
bet365 1,16 6,50 13,00
NordicBet 1,15 6,95 12,50
Oddset 1,18 6,20 11,50

FC Helsingørs Jonathan Lålå Nielsen nærmer sig et comeback i 1. division, efter han har siddet ude siden 2014.

Jonathan Lålå Nielsen har fået spoleret de seneste par sæsoner med en drilsk knæskade og har ikke været i kamp siden efteråret 2014, hvor han spillede i Hvidovre.

Lålå spiller i dette efterår i FC Helsingør, hvor han har fået spilletid i to pokalkampe og for FC Helsingørs U21-hold de seneste uger, og den store angriber glæder sig over at være på græs igen.

- Det har været fantastisk at være i kamp efter at have siddet ude så længe. Jeg har ikke spillet, siden jeg var i Hvidovre, og jeg håber selvfølgelig på, at jeg snart kan gøre comeback i 1. division, siger Lålå til bold.dk.

- Nu har jeg været på banen nogle gange og har fået vist, jeg stadig kan score mål, og det giver mig selvfølgelig noget efter så lang en periode. Jeg håber, jeg kan genfinde det niveau, jeg havde i Hvidovre.

25-årige Jonathan Nielsen forklarer, at han i perioder af den lange pause overvejede at lægge støvlerne på hylden.

- Jeg må da erkende, at jeg efter så lang tid var begyndt at spekulere over, om det overhovedet var det værd, og om jeg nogensinde kom i gang igen. Mange har sagt til mig, at jeg nok ikke skulle forvente at komme tilbage, og det har jeg brugt som motivation for at modbevise det.

- Det har været hårdt, for de her bruskskader er umulige at blive klog på. Det går meget op og ned, og man oplever ofte tilbagefald, men de seneste uger har jeg kunnet træne med fast og har nu også spillet kampe, så jeg kan godt tillade mig at være optimistisk.

Lålås aftale med FC Helsingør løber året ud, og han ved ikke, hvad der venter på den anden side af nytår.

- Det har vi ikke talt om. Denne klub betyder enormt meget for mig, især efter den tillid jeg er blevet vist dette efterår, hvor klubben tog mig ind, selv om jeg ikke kunne spille.

- De giver mig god tid og lod mig træne med, da jeg stadig ikke kunne deltage fuldt ud, og de har i det hele taget vist mig stor tålmodighed. Jeg er meget taknemmelig for den tillid, jeg er blevet vist, og det håber jeg på at kunne betale tilbage på banen.

Jonathan Nielsen har siddet på bænken for FC Helsingør i en enkelt kamp i 1. division og håber på, at han kan nå at gøre comeback dette efterår.

mikkel@bold.dk


Af Mikkel Nøhr
Tirsdag 22. oktober