Luk

Uhre efter nedtur: Det var forfærdeligt

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Mikael Uhre begræder Brøndbys nederlag mod Randers og særligt starten på anden halvleg, som topscoreren kalder decideret forfærdelig.

Brøndby tabte søndag et vigtigt skridt i topkampen med 2-4 ude mod Randers, hvilket naturligt nok medførte stor skuffelsen i den blågule lejr.

- Selvfølgelig er man utroligt skuffet, og jeg føler, at jeg selv har en stor del i det. Det gør altid ondt at tabe, og det er uanset, om det er i Randers, på hjemmebane eller hvor fanden det er henne, siger Mikael Uhre, der personligt brændte straffespark i anden halvleg.

- Vi har en aftale om, at Maxsø bestemmer, og han sagde, at han syntes, jeg skulle sparke. Jeg har været inde i en fin stime og har scoret de seneste to, så det gav god mening, men den tillid besvare jeg desværre ikke, og det må jeg så bare gøre bedre næste gang, siger Uhre.

Brøndby lukkede i starten af anden halvleg to lynhurtige mål ind, og Mikael Uhre er slet ikke tilfreds med måden, som holdet kom ud efter pausen.

- Det var forfærdeligt. Vi kom slet ikke ud, og det var lige fra højreback, venstreback og hele vejen frem. Det var 11 mand, der ikke kom ud. Vi havde hovedet under armen, og så bliver man straffet, for det er bare så små procenter, der afgør, om det bliver sejr eller nederlag.

- Vi fik egentlig skabt okay med chancer, men hvis man ikke er klar, bliver man kørt over, siger Uhre.

Brøndby har nu igen fire point op til FC Midtjylland, mens FC København med en sejr over AGF mandag aften kun vil være fire point bag rivalerne fra Vestegnen.


Af Martin Schmidt
Onsdag 12. maj